Den 1. marts 2008 skete der to ting: Finanskrisen var på sit højeste, og jeg valgte at blive selvstændig. Pisse god timing!

Havde jeg da bare ventet nogle år, så havde jeg med sikkerhed haft nogle knap så turbulente opstartsår, og ikke siddet med en “ikke ubetydelig” gæld i dag.
På trods af det er jeg nu alligevel ret glad for jeg valgte ikke at vente. For finanskrisen tvang mig ikke kun til at skære ned på mine udgifter og leve mere minimalistisk. Den tvang mig også til at gentænke hele måden, jeg opfattede mig selv på. Noget, som endte med at smitte af på alle områder af mit liv.
* * *
Se i 2008 var jeg vant til at have en bolig med MEGET plads. Og jeg var vant til at købe mange ting til al min plads, så det ikke så tomt ud. Samtidig var det heller ikke unormalt at betale 6.000 i afdrag eller leasing for en bil om måneden.
Det efterlod mig med ikke helt ubetydelige, faste udgifter. Udgifter, som jeg var overbevist om jeg var nødt til at have.
Men i takt med kassekreditten blev tom, pensionsopsparingen (og moms pengene til SKAT) var brugt, så havde jeg ikke andre muligheder end at skære ned på mine udgifter. Jeg måtte finde en anden bolig og skille mig af med min bil.
Og ja. Det var f**king svært!
Jeg opdagede, hvor meget identitet der lå i alle de ting, jeg havde. Så meget, at jeg nærmest følte det var mig selv, jeg skilte mig af med.
Men det var faktisk ikke engang det værste.
Det værste var, at mange af de mennesker, som jeg identificerede mig med dengang, OGSÅ havde mange ting og meget plads. Så jeg følte ikke kun, at jeg udviskede mig selv. Jeg følte, også jeg udstødte mig selv fra det “community”, som jeg følte mig en del af.
I en kort periode, så begyndte jeg at tvivle på om den her drøm om at leve et frit og uafhængigt liv var det værd. Om livet som selvstændig nu var også så godt, når man skulle skille sig af med ting. Jeg overvejede, om jeg ikke bare skulle finde mig et job igen, så jeg kunne tjene de 55K om måneden, jeg havde brug for til at dække mine udgifter.
Heldigvis gik det over. Temmelig hurtigt faktisk.
For midt i min identitetskrise og afskeden med mine ting, så oplevede jeg en ny følelse som jeg opdagede, at jeg aldrig havde følt før: Lethed.
Både fysisk lethed og psykisk lethed.
Lethed over ikke at SKULLE arbejde så meget for at have råd til at købe og vedligeholde ting. Men i stedet at kunne VÆLGE at arbejde meget. Lethed over at vide, at uanset hvad livet kastede i hovedet på mig, så havde jeg en stor grad af fleksibilitet og modstandskraft. Lethed ved tanken om at kunne tage væk i flere måneder uden at skulle bekymre mig synderligt om udgifter.
Det gik op for mig, at mit konstante ræs for at tjene penge til mine udgifter og opretholde et image, aldrig havde givet mig lethed. Tværtimod. Det gav mig bekymringer, stress og frygt for at blive ekskluderet.
Det havde aldrig fået mig til at føle mig fri, og uafhængig, fordi jeg konstant var tvunget til at arbejde. Også selvom livets omstændigheder ændrede sig.
Pludselig gik det op for mig, hvor skørt det hele var.
Dels fordi meget af min “lyst” til at købe ting stammede fra frygt, og ikke et reelt behov. Men også fordi jeg aldrig havde skænket begrebet “krise” en tanke, da jeg valgte bil, bolig og præferencer. For mig ville både MIN verden og den omkring mig jo blive ved med at være det samme.
Finanskrisen lærte mig, at sådan hang det bare ikke sammen.
Derfor holder jeg stadig den dag i dag fast i minimalisme. Ikke fordi jeg stadig betaler af på den gæld, jeg stiftede den gang. Heller ikke fordi vi er på vej mod den næste finanskrise eller den forestående arbejdsmarkedsrevolution.
Nej, fordi det simpelthen bare føles LET!
Jeg misunder stadig dem, der bor i mit drømmehus(slot) ved Farum. Jeg savler stadig, når jeg ser en Tesla.
Men jeg ved også, at det er min gamle identitet. Ham, der er “skolet” af reklamer og kapitalisme, som hele tiden sørger for at give mig følelsen af at mangle noget. Samtidig med bankerne glædeligt stiller kapital til rådighed, så jeg kan købe det. Det er nemlig ikke dem, der kommer i klemme, hvis verden ændre sig.
Næh, jeg nyder den frihed, finanskrisen tvang mig til at skabe for mig selv og den indre oprydning, der fulgte med.
Og selvom det føltes som et tab til at starte med, så var det kun fordi jeg ikke havde følt den følelse, jeg fik i stedet.