På den anden side af døren, med hænderne i siden, og et ikke ubetinget positivt ansigtsudtryk, stod nu den svenske piges mor!

Jeg stod fastfrosset, som et rådyr midt på vejen. Skulle jeg lukke hende ind? Skulle jeg lade som om, jeg ikke var der? Jeg havde ingen idé om, hvad hun ville, men jeg vidste, at hun måtte have gjort en indsats for at finde mig. Så det var nok ikke for at låne en kop sukker!

Omvendt, tænkte jeg, at omend mit skvat ikke havde været højt, så havde det heller ikke være lydløst. Så hun vidste sandsynligvis godt, at jeg var derinde. Jeg moonwalkede lydløst baglæns ind i værelset, og fiskede en t-shirt op af tasken. Med tydelige skridt gik jeg så hen imod døren, som havde jeg aldrig stået bag den og udspioneret hende.

Da jeg åbnede, blev hendes ellers lidt gammelsure attitude erstattet af et smil, imens hun beklagede, at hun forstyrrede. Hun havde spurgt mine venner, hvor jeg boede, fordi hun gerne lige ville tale kort med mig.

Fedt nok.

Det var mine venner, der havde udleveret mig. Til en tilfældig piges mor. Heldigvis var det hende, og ikke den russiske Godmother. Men det kunne det måske have været? Når nu de var så villige til at afgive min lokation. Måske min sikkerhed og næsebor alligevel var i fare?

Nå, men pigens mor startede med at sige, at hun havde sagt JA til at passe pigerne, så vi kunne have en hyggelig aften.

Så langt, så godt. Dog tænkte jeg, at det næppe var det, hun kom for at sige.

Det var det heller ikke.

Hun fortsatte med at fortælle, at hendes datter altså lige var blevet skilt, og det hele var lidt turbulent. Hun havde bare brug for at sige, at hun håbede, jeg ville passe godt på hende, og at vi ikke lod feriestemningen løbe afsted med os.

Hvad hun specifikt mente med det, vidste jeg ikke, indtil hun fortsatte med at fortælle, at hun selv havde været rejseguide i mange år, og hun vidste, hvad solskin og cocktails kunne føre med sig.

Jeg stod og tænkte, om hun henviste til de gæster, hun havde guidet, eller om hun talte om sine egne eskapader. Pludselig begyndte jeg at få billeder inde i mit hoved, af denne ellers så pæne, middelaldrende dame, som lige pludselig ikke var så pæn!

Som den bekymrede mor, havde hun bare behov for en bekræftelse. Så jeg skyndte mig at forsikre hende om, at hun ikke behøvede tænke mere over det, og at jeg nok skulle huske på det, hun havde sagt.

Hun smilede igen, og sagde tak, imens hun ønskede os en god aften.

Jeg lukkede døren igen, og tænkte, at det var lidt mærkeligt. Og lidt sødt.

Hun vidste selvfølgelig ikke, at jeg egentlig heller ikke havde set “sådan” en aften for mig. Men nu, hvor hun selv havde bragt det på banen, så kunne det være, at det alligevel blev sådan?

* * *

Da klokken var 20:00, sad jeg i baren, og drak min niende gin & tonic den dag. Jeg følte mig temmelig let, og måske også en anelse bedugget. Min sydsjællandske ven havde inden turen sagt, at jeg skulle huske at drikke meget vand. “En mååde at husk’ det pååe, er ved at bestille en menu, hvæeer gaang du er i baren: Vand og drinks, sømand!”.

Det gav mening. Og fordi jeg tit var tørstig, så løb det hurtigt op. Jeg kunne godt mærke, at alkoholen havde skabt en dejlig afslappet vibe indeni mig. Hvilket helt sikkert også skulle vise sig at være en god ting. For et øjeblik senere, hørte jeg bartenderen nikke smilende, og sige “Madam” til nogen bag mig.

Jeg kiggede over på ham og så, at han havde det blik i øjnene, som vi mænd genkender i hinanden, når vi ser noget, som vi virkelig godt kan lide. Jeg vendte mig om for at se, hvem det var.

Wau…

Det var hende!

Åh. I en kjole!

Holy…

Indtil videre havde jeg jo kun set hende i rejsetøj og bikini. Selvom de to “looks” havde været mere end rigeligt til at fange min interesse, så var der bare noget helt særligt over hende i en kjole. Måske lige netop den kjole.

Det lignede, at nogen havde taget alle de flotteste bohemekjoler, og kombineret dem til en enkelt, farvestrålende kreation, som så var blev syet specielt til hende. Den sad fuldstændig perfekt.

Hun kom gående hen imod mig, imens hun smilede, og samtidig gemte sit ansigt flovt i sine hænder. Om det var mit ansigtsudtryk, der fik hende til at rødme, eller om det var fordi jeg så halvfuld ud, det vidste jeg ikke.

Jeg gik hende i møde, og gav hende et kram.

Det var første gang, jeg havde været helt tæt på hende. Så tæt, at jeg kunne mærke hendes krop, tæt på min. Kjolen og tætheden gjorde mig lidt nervøs, kunne jeg mærke, og jeg var lige pludselig ikke så selvsikker. Jeg håbede bare, at min promille formåede at kamuflere det.

Jeg slap krammet, og trådte et skridt tilbage, og kiggede beundrende på hende, imens jeg komplimenterede hendes kjole. Hun smilede tilbage, og sagde tak, imens jeg kunne se, at det gjorde hende lidt genert at få et kompliment.

Jeg foreslog, at vi satte os ved et bord, og ledte efter et, som var placeret et diskret og helst usynligt sted. En del af mig var stadig bange for, at russeren ville dukke op igen. Det ville være så akavet!

Vi gik forbi en mand, der sad og spillede piano, og satte os ved et bord bag ham. Jeg kiggede på hende, og skulle til at spørge, hvad hun ville have at drikke, da hun pludselig kom mig i forkøbet.

“Jeg er altså vildt ked af, at min mor har opsøgt dig! Det er SÅ pinligt!”

Jeg grinede, og jokede med, at hun havde tvunget mig til at gå med et stødhalsbånd, som hun lige nu kontrollerede med en fjernbetjening, fra sin gyngestol på altanen.

“Du må altså ikke tro, hun er mærkelig. Hun er bare bekymret for mig efter skillsmissen. Ja, og fordi jeg også er blevet opsagt fra mit job. Så ved du det. Det hele er bare perfekt lige nu”, sagde hun ironisk, og smilede.

“Vi havde bare tidligere en snak om netop min kjole, som jeg ikke har gået med i mange år. Min eks ville ikke have det. Han sagde, jeg lignede en hippie. På mit arbejde var de også super konservative, så der skulle jeg også altid have kedeligt, stift tøj på. Da jeg så fortalte min mor, hvor fri jeg følte mig i den kjole, blev hun både rørt og ked af det samtidig. Hun havde set mig være ked af det i mange år. Derfor tror jeg, hun fik behov for at snakke med dig. Eller fjernbetjene dig.” Hun grinede.

Jeg kunne mærke, at jeg også blev lidt rørt af det, hun sagde, og jeg pludselig fik mere forståelse og sympati for hendes mor.

“Hvad sagde hun til dig?” spurgte hun nysgerrigt.

“Det er ikke vigtigt”, svarede jeg, og havde ikke lyst til at udlevere hende. “Det vigtige er at finde ud af, hvad vi skal have at drikke”.

Hun grinede, og gav mig ret.

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller dig de her ting”, sagde hun, og begyndte at censurere sig selv. “Det er jo slet ikke interessant.”

Jeg kiggede overrasket op fra vinmenuen, og klappede den i. “Ej! Hvad snakker du om? Det er da vildt interessant! Jeg tror, vi alle kender følelsen af at være proppet ned i en forkert kasse, som slet ikke føles behagelig. Når vi nu allerhelst vil gå med en kjole, der får os til at føles os frie!” 

Jeg nåede tydeligvis at ikke tænke, før jeg talte. Jeg mente det metaforisk, men det var ikke det, jeg fik sagt.

“Kan du også godt lide at gå med kjole?” spurgte hun, og rakte tunge.

Jeg genåbnede hurtigt vinkortet, og gemte mit hoved ned i det. “Jeg tror hellere, jeg må bestille noget vin!”.

Et øjeblik senere blev jeg afbrudt af en tjener, der havde stillet sig bag mig. “Har I brug for anbefalinger fra vinkortet?”, spurgte han.

Jeg pausede, og løftede øjenbrynene, imens jeg kiggede ud til siden.

Hey!

Jeg kender den stemme. Er det ikke …

Jeg vendte mig om, og kiggede på tjeneren, og kunne se vedkommendes navneskilt.

“Marko”

Åh Gud.

Pludselig vidste jeg, hvad min ophidsede bellboy hed…