Da jeg sidst på eftermiddagen var tilbage på værelset, havde jeg virkelig travlt med at vaske russeren af mig.

Selvom jeg havde været i poolen flere gange, var det som om, at lugten af hende bare blev ved med at bo i min næse. Det var så slemt, at jeg flere gange overvejede at hive den brugte toiletbørste op af beholderen, binde et stykke sæbe på den, og køre den ind i hvert næsebor!

Det var altså ikke helt ufarligt at tage på charterferie.

Af en eller anden grund, begyndte jeg at tænke på alle de andre mennesker ved poolen, som jeg havde ligget og observeret hele dagen. Der var kærestepar, ægtepar, børnefamilier, veninde-loger, og bridgeklubber. De var alle repræsenteret.

Uanset, hvem de var, og hvor de kom fra, så havde de fleste det tilfælles, at de var der for at slappe af. Koble af. Smide stængerne op. Glemme deres arbejdsliv for en stund, tage nogle dybe indåndinger, og lade batterierne op. Så de kunne komme tilbage på pinden, med fornyet energi. Det underlige for mig var at mærke, at jeg overhovedet ikke genkendte behovet for “ferie”. Jeg nød at være der, fordi jeg kunne være sammen med mine venner, men jeg havde ikke behovet for at holde fri.

Efter jeg var sprunget ud som selvstændig for mange år siden, og var begyndt at arbejde meget hjemmefra, havde jeg pludselig masser af energi og overskud, og følte slet ikke, at jeg arbejdede. I starten troede jeg, at det var fordi, jeg skabte mit eget job. Men der gik ikke længe, før jeg indså, at det var arbejdsforholdene, som ladede mine batterier op.

Som introvert, så var jeg åbenbart ikke skabt til det klassiske arbejdsmarked. Jeg stortrivedes ikke på storrumskontorer, til samtalefrokoster og konstante møder om alting. Jeg trivedes, når der var ro og plads til fordybelse, så jeg kunne fokusere på det, der skabte værdi. Så selvom jeg godt kunne lide indholdet af mit arbejde som ansat, blev det noget, der tog min energi, frem for at give mig energi. Derfor var jeg nødt til at holde ferie, for at lade op.

Anyway, midt i min tankerække, og med toiletbørsten godt på vej op i det ene næsebor, bankede det pludseligt hårdt og bestemt på døren. Det lød som det indledende bank, politiet giver, inden de sparker døren ind til en narkobule, som de skal rydde.

Jeg skyndte mig at slukke for vandet, rakte ud efter et håndklæde, og viklede det rundt om mig.

Det bankede igen. Denne gang med så megen kraft, at jeg frygtede, der pludselig ville komme en hånd igennem døren, eller tyrkiske specialstyrker ind ad vinduet.

Med vandet drypende af mig, listede jeg ud til døren. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forestillede mig, at hvis jeg listede, så kom der ikke lige så meget vand på gulvet?!

Da jeg kom derud, skulle jeg lige til at åbne. Jeg fik dog lyst til at kigge gennem dørspionen først. For at se, hvem jeg åbnede op for.

Jeg satte øjet helt ind til hullet, og kiggede ud. 

Mærkeligt.

Der var jo ikke nogen?

Jeg trak hovedet tilbage, ventede et øjeblik, og skulle lige til at åbne…

BANK, BANK, BANK!

Jeg fik et gigantisk chok, og fløj baglæns, imens jeg skvattede i den pøl af vand, som jeg havde nået at skabe på den korte tid, jeg havde stået der. Heldigvis var det et flisegulv, så mit fald var ikke så højt. Uheldigvis landede jeg direkte på røven, og følte, at nogen havde kørt et godstog op i mig!

Jeg rejste mig lydløst op igen, og satte øjet tilbage på dørspionen, imens jeg havde begge hænder plantet på mine baller, som gjorde temmelig ondt.

WHAT! THE…

Denne gang kunne jeg tydeligt se, hvem det var.

Meget tydeligt, endda!

Men!

Hvordan havde hun fundet mit værelse?

Hvordan vidste hun, at jeg var på det?

Og hvordan i alverden kunne den lille dame banke så hårdt?