Næste morgen sad jeg nede i restauranten med mine venner, og forsøgte at dulme mit tunge hoved med kaffe.

Jeg havde ikke tømmermænd, men jeg var alligevel lidt ramt. Samtidig var det svært, ikke at være begejstret, når jeg fortalte dem om min aften.

“Må vi se ma’kralen! Hva’ hedder hunden?” Min ven tog sin telefon frem, og ville tjekke hende ud på Facebook.

Der slog det mig.

Jeg havde jo kun hendes fornavn! Andet vidste jeg ikke. Jeg havde heller ikke hendes e-mail, hendes nummer, eller noget som helst. Det havde jeg slet ikke tænkt over at spørge om. Det lå ikke i kortene. Men nu, hvor jeg tænkte over det, så fortrød jeg, at jeg ikke havde spurgt!

“Hun hedder Sofia. Mere ved jeg faktisk ikke.” Han slog det op, og vi begyndte at scrolle igennem listen af svenske Sofia’er. Der gik ikke længe, før vi begge kunne konstatere, at det var som at finde en nål i en høstak.

Jeg havde lige akkurat siddet og pralet overfor dem om, hvor super cool jeg havde været, og hvor stolt jeg var over, at jeg havde taget initiativ. Og det faktum, at hvis ikke jeg havde gjort det dagen før, så var det aldrig sket. For i dag skulle de videre. Alligevel fandt jeg den store hammer frem, og begyndte at hamre mig oveni hovedet.

“Jeg er sådan en amatør. Jeg skulle have spurgt. Nu er det for sent…”

Imens jeg fortsatte med at scrolle igennem profilerne på telefonen, afbrød min ven mig pludselig.

“Kig lige op, sømand.” Han havde fået øje på noget. Som han hele tiden gjorde. Faktisk var det lidt som at være til en heavymetal koncert, hver gang vi var sammen. Man sad konstant og nikkede hovedet op og ned for at se de kvinder, som han hele tiden fik øje på.

“Tøs’pige-alarm klokken 18:00!”

Jeg var ikke interesseret. Jeg ignorerede ham, og fortsatte med at scrolle. Ud af den trillion Sofia’er der var, så kunne det jo være jeg var heldig, at hun var blandt de første. Hvis altså hun overhovedet havde en Facebook-profil.

Jeg scrollede. Og scrollede. Og scrollede…

“Du skal kig’ op nu, kaptajn. Ellers fortryder du det”. Han gav ikke op. Han var utrættelig. Jeg kiggede hurtigt op for at tilfredstille hans behov, og gjorde mig klar til at kigge ned igen, så jeg kunne fortsætte min eftersøgning.

Jeg fulgte hans finger, som pegede over mod indgangen til restauranten, i den modsatte ende af, hvor vi sad. Jeg nåede næsten lige at tænde for mit “Ja ja. Hun er lækker”-autosvar, da det gik op for mig, hvem han pegede på…

WHAT!

Jeg kiggede hurtigt over på ham, og smilede over hele hovedet. Det var hende!

Hun stod i indgangen med sin kuffert, og lignede en, der ledte efter noget. Hun havde sin mor og piger omkring sig, og var sikkert på vej ud til bussen, som skulle køre dem videre. Vi fik lynhurtigt øjenkontakt, og hun smilede stort. Jeg smilede endnu mere.

Instinktivt skulle jeg til at rejse mig, for at gå derover, da hun begyndte at vinke til mig, imens hun rakte tunge, og pegede diskret på den russiske Godmother, som sad 10 meter fra hende.

Argh!

Alt i mig havde lyst til at snakke med hende, give hende et sidste kram, og spørge om det, jeg var så dum at glemme sidst. Men jeg vidste, at hvis jeg gik derned, så ville jeg sandsynligvis blive overfaldet af russeren. Og det ville skræmme hendes piger fra vid og sans! Samtidig vidste jeg også, at hvis jeg vinkede hende ned til bordet, så ville min ven gøre eller sige noget totalt pinligt.

Jeg sad fast!

Jeg spejdede frustreret rundt i lokalet, for at finde muligheder.

Pludselig kunne jeg se, at hun pegede ned på mig, imens hun snakkede med sin ældste datter. Datteren kiggede også på mig, og begyndte at gå imod mig. Jeg kiggede forvirret og spørgende op på Sofia, som bare trak på skuldrene, og smilede, som om hun ikke anede, hvad der foregik.

Da datteren kom hen til vores bord, stillede hun sig ved siden af mig, og bad om min hånd. Jeg rakte den frem, og hun lagde en sammenfoldet seddel ned i den. Jeg smilede til hende, og sagde tak. Hvor var hun egentlig kær!

Hun sagde ikke noget, men løb bare tilbage igennem restauranten til sin mor.

Jeg kiggede op på hende igen, og hun kiggede tilbage. Hun smilede. Længe. Derefter tog hun den ældste datter i hånden, sendte mig et luftkys, og sammen begyndte de at gå ud mod bussen.

Jeg kiggede ned på sedlen, og begyndte at folde den ud under bordet. Mine venner forsøgte at se, hvad der stod på den, imens jeg gjorde mit bedste for at gemme den. Da jeg havde foldet den helt ud, kunne jeg se, at sedlen var et sammenfoldet A4 papir, med et print fra en hjemmeside.

Jeg nåede kun at læse overskriften, før jeg brød ud i et højt grin!

I overskriften stod der: 10 tips til at vælge vin, når du skal på date…

Hold kæft, hvor jeg var vild med hendes humor. Med hende. Med hele oplevelsen. Tænk, at hun havde brugt tid på at få receptionen til at printe det, og var gået hele vejen herned med det. Efter jeg havde konstateret, at sedlen ikke var farlig, tog jeg den op fra skødet, og begyndte at læse de 10 tips, imens jeg grinede.

Samtidig kæmpede jeg med tanken om, at jeg havde håbet, det var noget andet. Hendes navn. Hendes e-mail. Et eller andet, der gjorde, at vi havde mulighed for at holde kontakten. Bare lidt. Bare lidt mere.

Men før jeg nåede at tænke mere over det, blev jeg igen afbrudt af min ven fra den anden side af bordet. “Jeg troede, du sagde hun var svensker? Nu er jeg ikke svensklærer, men det der ligner da amar’kansk?” Han pegede på papiret, og hentydede til, at der stod noget bag på det.

Jeg vendte papiret om, og konstaterede, at det gjorde der også.

Åh. For fanden…

Jeg fik et sug i maven.

Bag på var en kort, håndskreven besked fra hende: “I’m still wearing the smile you gave me last night.”

Jeg smilede. Over hele hovedet. Jeg smilede så meget, at jeg blev rørt. Under beskeden havde hun skrevet sit navn og e-mail.

Åh mand. Hvor var hun sød. Hun var hele tiden et skridt foran mig.

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, så rejste mig hurtigt op, og aftalte med mine venner, at vi kunne mødes ude ved poolen. Jeg skulle have noget luft. Jeg havde brug for at være alene.

Da jeg kom derud, satte jeg mig på en stol oppe i baren, og bestilte en rom & cola hos Marko, som selvfølgelig var dagens bartender. Han smilede til mig, og spurgte, hvor min pige var henne.

Jeg smilede tilbage til ham, og sukkede imens jeg sagde, at hun var taget videre.

Han miksede 2 drinks, og gav mig den ene. Han beholdt selv den anden, og rakte den frem for at skåle. “Cheers to women!”

Jeg rakte mit glas frem, og grinede. “CHEERS!” Det var lige akkurat det, der skulle siges der. Han var jo slet ikke så tosset endda. Når man altså bare ikke var i bad standing hos ham!

Vi var dårligt ankommet til Tyrkiet, og det havde allerede været de vildeste 24 timer.

Jeg sad bare og smilede over alt det, jeg havde nået at opleve. Alle mine prøvelser, og ikke mindst, tiden med hende. Jeg havde brug for at skrive det hele ned. Der havde været så mange gode livslektier og oplevelser, som jeg ikke havde lyst til at glemme. Og så var jeg også nødt til at lave en rejseguide til mig selv, så jeg aldrig glemte drikkepenge i fremtiden!

Jeg tog min telefon frem, og nåede kun lige nøjagtig at åbne for mit noteprogram, da jeg hørte parringskaldet fra min nemesis, der gjorde entré i den modsatte side af baren.

“TINDER BOOOY!”

Hun var nu ikke længere alene. Hun havde taget sin datter med.

For helvede… Jeg vil hjem!