“What! Er det rigtigt!”, udbrød jeg oprigtigt overrasket. “Hvor er det crazy at tænke på!”

Det understregede, at havde jeg ventet bare en dag mere, så ville det have været for sent. Og aftenen ville aldrig være sket, og jeg ville have fortrudt, at jeg ikke gjorde det, når jeg opdagede, at hun var væk.

På den ene side, så var jeg virkelig glad for, hun fortalte det, fordi det så gjorde mig endnu mere tilfreds med, jeg havde gjort det. På den anden side, så var jeg ambivalent med det faktum, at hun allerede skulle videre dagen efter. Og at jeg sandsynligvis ikke ville se hende igen.

Set fra et overtroisk perspektiv, så havde vi måske spillet den rolle, vi skulle for hinanden. Formålet med vores møde var opfyldt, og det gav mening at lade det være ved det. Men mit ego ville bare rigtig gerne have flere aftner med hende, selvom jeg intuitivt godt vidste, at det nok alligevel ikke ville blive det samme. Det var heller ikke sikkert, hun kunne købe flere børnepasningstimer hos sin mor. Som hun trods alt var på ferie med.

Jeg blev derfor pludselig præsenteret for endnu en udfordring, som hun ubevidst og ufrivilligt var budbringeren af. Nemlig at undgå at falde i en fælde af skuffelse, og fokusere på det, som jeg ikke fik. Fremfor at se det, som jeg rent faktisk fik. Tingene havde udspillet sig præcis, som de skulle. Opgaven var nu at sørge for, ikke at ødelægge det, og stole på, at der var en mening med det.

Så fremfor at italesætte mine tanker, og dermed også risikere, at hun begyndte at tænke for meget over det, så besluttede jeg mig for at parkere det. I stedet rejste jeg mig begejstret op. “Så er det her jo vores første sidste aften! Så skal vi altså fejre vores venskab. Jeg henter flere cocktails!”

Hun grinede, og sendte mig et luftkys.

* * *

Resten af aftenen fortsatte vi med at snakke, joke, flirte. Imens jeg gik i pendulfart op i baren. Jeg følte mig så levende, og jeg kunne se, at hun gjorde det samme. Da vi begge var tilstrækkeligt berusede, og klokken for længst havde passeret midnat, rakte hun ud til mig, og lagde sin hånd ovenpå min.

“Hør her. Jeg har ikke lyst, men jeg skal altså i seng. Jeg har små 3 piger, som vågner helt usandsynlig tidligt! Hvis ikke jeg får noget søvn, så skræmmer jeg alle væk i morgen, og kommer ikke med bussen!”

Jeg grinede højt. “Perfekt! Så synes jeg, du skal blive her!”

Hun kiggede kærligt på mig, med blanke øjne, som afslørede alt det, hun ikke behøvede sige.

“Ooookay. Men inden du går, må jeg så ikke få en sidste dans?”, spurgte jeg smilende, og pegede ud på dansegulvet.

“Jeg håbede så meget på, du ville spørge”, sagde hun, og rejste sig op.

Hun gik foran mig, imens jeg holdt begge hendes hænder. Jeg smilede taknemmeligt til pianisten, som havde skabt den mest intime og romantiske atmosfære hele aftenen.

Da vi kom ud på dansegulvet, var der ikke den samme anspændthed i mig, som sidst vi stod der. Jeg slappede af, imens hun lagde sit hoved på min skulder, og kunne give mig hen til det hele. Jeg vil ikke afvise, at de 200 mojitos også hjalp godt til.

Jeg havde ikke noget problem med at trække hende helt ind til mig, og bare lade de blide toner flyde igennem kroppen, sammen med en følelse af at være beruset af meget mere end alkohol…

Da vi havde danset et stykke tid, løftede hun hovedet lidt, og hviskede mig ind i øret. “Tak for dig. Virkelig.” Hun gav mig et blødt, langt kys på kinden, og lagde hovedet tilbage på min skulder igen.

Jeg fik gåsehud.

Der gik dog ikke mere end et par sekunder, før hun løftede hovedet igen. Denne gang kyssede hun mig på halsen. Hun kyssede mig ikke kun en gang, men flere gange. Det var som om, at det første kys, hun gav mig, havde aktiveret en lyst, som hun hele tiden havde haft, men som hun havde forsøgt at kontrollere. Kyssene blev mere og mere intense, imens hun trak sig helt ind til mig.

Pludselig stoppede hun, og trådte et skridt tilbage. “Ej. Jeg bliver nødt til at gå nu!”

Jeg trak vejret dybt. “Det ved jeg.” Jeg kiggede på hendes opgivende ansigtsudtryk, som tydeligt viste, at hun ikke havde lyst. “Jeg ved, du skal gå. Men inden du gør…”

Jeg tog rundt om hendes hoved med begge hænder, og kiggede hende så dybt i øjnene, som jeg kunne. “Du fortjener at være glad. Du fortjener at være fri. Du må aldrig lade en mand bestemme, hvilken kjole du skal have på! Tak, fordi du gav mig lov til at se dig i aften.”

Jeg pausede et øjeblik, før jeg trak mit hoved hen til hende, og gav hende et kys.

Før jeg lukkede øjnene, nåede jeg at se, hvordan hun kneb øjnene sammen, som havde hun virkelig ventet på det.

Jeg slap hendes hoved igen, og trak mig tilbage. Jeg smilede til hende, og lagde mit hoved på skrå. Hun kiggede kærligt på mig. “Tak for i aften. Det har været…” Hun pausede. “Helt særligt.”

Et øjeblik senere vendte hun om, og gik…

* * *

Wau.

Jeg fulgte hende hele vejen ud med mine øjne, og tog alle de mentale billeder, jeg kunne. Da hun var helt ude af syne, vendte jeg mig om, og gik tilbage til det bord, vi havde siddet ved. Jeg havde brug for at sidde og suge det sidste af atmosfæren og aftenen til mig, før jeg igen var oppe på mit værelse, og alting var slut.

Marko kom hen med en cocktail, og blinkede til mig, som for at bekræfte, at det måtte have været en god aften for mig. Jeg smilede til ham. Marko for fanden…

Da jeg havde drukket min drink, og konstateret, at jeg var den sidste gæst i baren, rejste jeg mig op, og begyndte at gå mod udgangen. Halvvejs stoppede jeg op, og kiggede en sidste gang tilbage på vores bord, på dansegulvet, og på pianisten.

What a night!