Hun trak sig tilbage fra mig igen, og kiggede spørgende på mig. “Har jeg?”

Jeg pausede et øjeblik, og besøgte min eftertænksomhed, for at vurdere, om jeg egentlig burde dele det med hende. Jeg b.e.h.ø.v.e.d.e jo ikke. Det ville være så fint, hvis hun bare bevarede synet på mig som det altvidende orakel, der spontant og problemsløst henvendte sig til kvinder, og inviterede dem ud.

Det var bare ikke sandheden.

“Ja, du har. For at stå her sammen med dig, nu, har krævet, at jeg har gjort noget, som jeg ikke er særlig god til, når det kommer til kvinder. Nemlig at tage initiativet. Det første skridt. Jeg er super bange for at blive afvist, og vil gøre alt i verden for at undgå det. Jeg ved ikke, hvad det kommer af, men jeg har bare aldrig været den der super cool Don Juan, der ‘smooth talker’ kvinder, og forfører dem til en date. Jeg tænker alt for meget over, hvad der kan gå galt.”

Jeg pausede.

“Så da du sagde ja til at mødes med mig her i aften, så var det en gave. Det var det fordi, at det endnu engang bekræftede, at det er værd at tage chancen. Jeg anede ikke, hvad der ville komme ud af det, ligesom jeg heller ikke har haft nogen forventninger. Aftenen har fået lov til at udvikle sig, præcis som den skulle. Men det ville aldrig være sket, hvis du ikke havde sagt ja.”

“Selvfølgelig er timingen ikke rigtig for dig til at date. Det giver totalt god mening, at der var en anden grund til, vi skulle snakke sammen. Men selvom timingen ikke er rigtig, så er der stadig noget vildt fantastisk ved, bare at få lov til at være i dit selskab. Det lyder skørt, men det er der. Jeg nyder den kemi, vi har, jeg nyder at snakke om vores rejser, og så nyder jeg virkelig at se dig i den kjole!”

Hun begyndte at grine, imens hun tog rundt om mig, og gav mig et kram.

“At min rejse for at stå her lige nu, så også betød, at jeg måtte gå igennem indebrændte bellboys, og alt for nærgående russere, det er så en anden snak!”

Hun slap krammet, og kiggede på mig “Ja, hvad er der lige med dig og hende russeren. Hvorfor kalder hun dig Tinder Boy?”

Jeg stoppede op, og trak vejret dybt.

Hvorfor skulle jeg også lige sige det!

Det havde hun jo ikke behøvet at vide! For helvede. Hvornår lærer jeg at være mere cool!

Pinlig på forhånd, kiggede jeg ned i jorden, og begyndte at fortælle hende om min strategi med Tinder, og det at jeg ville forsøge at finde ud af, om hun var single. Om hvordan jeg blev angrebet af russeren, og måtte gemme mig under vandet. Om Marko, og hans manglende drikkepenge, som var ved at ødelægge det for mig i poolbaren. Og den egentlige grund til, jeg gav ham 100 euro ved bordet…

Imens jeg fortalte historien, så kiggede jeg ikke på hende. Det kunne jeg ikke. Til gengæld kunne jeg høre hendes dejlige grin tage mere og mere fart, for hver detalje jeg delte.

Den sidste del af historien, som var mig, der var langt udenfor min komfortzone, der skulle til at henvende mig til hende i baren, kun for at blive antastet af den middelaldrende dame med strithår og uden situationsfornemmelse, var mere, end hun kunne klare.

Hun brød ud i et kosmisk grineanfald, som man sikkert ville kunne have målt til 9,5 på Richterskalaen. Nu vidste hun pludselig, hvordan det hele hang sammen.

Jeg tog rundt om hende som en soldat i kamp, og hjalp hende tilbage til vores bord, imens hun gik og gentog nogle af de scenarier, som jeg netop havde delt med hende. “Tinder Booooy”, sagde hun højt, imens hun imiterede russerens mørke stemme, dog med det resultat, at hendes egen stemme knækkede, og blev afløst af et grin, der kom så langt nede fra maven, at hun tømte al luft ud af lungerne, før hun trak vejret ind igen!

Jeg lod som om jeg grinede med hende, og forsøgte at skjule det faktum, at jeg syntes det var det mest pinlige i verden!

Efter et par minutter, der føltes som timer, så kom hun igen under nogenlunde kontrol.

“Det er seriøst verdens sjoveste historie! Og sødeste! Hold nu op, hvor er du vild! Tænk, hvad du har gennemgået, for at vi kan være her! Hele den her oplevelse har bare været vild!”, fortsatte hun.

Jeg kiggede pinligt ned i bordet. “Ja, den har! Og det har været den vildeste træningsbane for mig!”

Hun fortsatte. “Det sjoveste er, at vi slet skulle ikke have været på det her hotel!”

Jeg kiggede spørgende på hende. “Skulle I ikke?”

“Nej! Vi havde booket værelser på et familiehotel ikke så langt herfra, men de havde kludret i det, så vi kan først få vores lejlighed i morgen. Så havde du ikke inviteret mig lige netop i dag, så var det ikke sket. For i morgen er vi væk!”

Hva! HVAD! Er de væk i morgen??