“Okay mr. Tinderboy.” Hun kiggede intenst og drillende på mig. “Så hvad ville du have gjort anderledes, hvis du vidste alt det, som du ved nu? Jeg skal vide det, for jeg regner med at gøre det på 6 måneder!”

Jeg brød ud i et højt grin, og nød den lette stemning, der var mellem os. “Det er et mega godt spørgsmål! Spørgsmålet er, om jeg så også har et klogt svar?!”

“Altså. Hvis jeg lige skal opsummere, og se bort fra finanskrisen, så havde jeg big time undervurderet, hvor meget mental energi, man bruger på at starte og drive egen virksomhed. Både fordi der er så meget, man ikke ved, og fordi man hele tiden skal være ovenpå, og sælge sig selv. Som lønmodtager skal man kun gøre det en gang imellem. Som selvstændig skal man gøre det hele tiden! Og det kræver ikke bare energi, men også en god portion selvtillid, som jeg ikke havde på det tidspunkt, fordi jeg stadig gik rundt med tordenskyen fra min job-depression over hovedet.”

Jeg satte mig tilbage i stolen, og lagde armene over kors for at signalere, at nu ville jeg sige noget klogt.

“Næh, hvis jeg havde været smart, så havde jeg ventet, til jeg havde mere mentalt overskud, og var enten gået på dagpenge, eller havde fundet et midlertidigt job, som ikke krævede så meget mental energi. Så jeg havde jeg en basisindkomst, som betød, at jeg ikke skulle bekymre mig om penge. Så ville jeg hurtigere lade op, og begynde at mærke mig selv. Så havde jeg jo iøvrigt nok også indset, at timingen var super dårlig. Både fordi der var finanskrise, og fordi jeg manglede at skære ned på de temmelig høje, faste udgifter, som jeg havde, som et resultat af den løn, jeg fik før. Og som jeg sjovt nok ikke fik i starten som selvstændig.”

“Men! Det vanvittige ved mig er, at selv, hvis jeg vidste alt det her, eller nogen havde fortalt mig det, så ville jeg sikkert have gjort det samme alligevel!”, sagde jeg, imens jeg rullede øjne af mig selv. “Jeg kan simpelthen være så arrogant og full of myself, når det kommer til sådan noget. Jeg ville helt sikkert have lyttet, men samtidig tænkt, at det ikke ville gælde for mig. For i sidste ende, så er det fede og skræmmende ved iværksætteri, at man først rigtigt kan forstå omfanget, når man står midt i det. Derfor er det en virkelig god idé at vælge rejsen af de rigtige grunde, for det er så ærgerligt at skulle vende om.”

Hun smilede og nikkede.

“Det giver super meget mening. Det lyder som om, det er en god ide at forberede sig på en hård fødsel. Det er heldigvis noget, jeg har masser af erfaring med!”, sagde hun, og grinede.

Jeg grinede. Højt. Efter jeg var gået i selvsving af seriøse snakke, så havde jeg brug for at grine.

“Du har totalt ret! Det var en hård fødsel. Men jeg er så glad for jeg gjorde det! Rejsen har lært mig så sindsygt meget om mig selv, om hvordan man skaber værdi for andre, og hvordan man håndterer usikkerhed. Så har det også lært mig, hvad frihed i virkeligheden betyder. Samtidig, så har jeg opdaget nye sider af mig selv undervejs, som aldrig ville være blevet vækket, hvis jeg sad i et sikkert, fast job. Det har været den bedste, personlige udviklingsrejse, jeg kunne tage!”

“Men lad os slå en ting fast. Havde jeg vidst – sådan virkelig vidst – hvor hårdt, det ville blive, så ville jeg da have givet op på forhånd. Så jeg er i virkeligheden glad for, at jeg var dum nok til at tro, at det ikke blev noget problem.”

Hun grinede. “Du er altså ikke dum.” Hun holdte en kort pause og fortsatte. “Må jeg dele, hvad jeg lige tænker omkring min egen situation, efter at have hørt om din?”

“Der sker rigtig meget lige nu. Det hele er oppe og vende. Og helt ærligt, så er jeg overhovedet ikke glad indeni, og det trænger jeg altså til at blive. Det bliver jeg ikke, hvis jeg er under samme tag som min eksmand. Eller hvis jeg arbejder med noget, hvor jeg hele tiden skal være noget andet. Så ender jeg bare det samme sted. Derfor må det første og allervigtigste være at få styr på min boligsituation, så jeg har et stabilt fundament, og en sund ladestation. For både min og pigernes skyld. Når der er styr på det, så kan jeg også bedre mærke, hvad der er rigtigt for mig rent arbejdsmæssigt. For lige nu er mit system i total desperado!”

Hun tog sig til hovedet, imens hun grinede. “Hvad synes du om den plan, hr. coach?”, spurgte hun drillende.

“Det er noget af det klogeste, jeg har hørt!” sagde jeg, imens jeg grinede. “Ej, det lyder som en bæredygtig plan. Jeg kender alt for godt desperado-tilstanden, og det er bare aldrig der, jeg har taget de gode beslutninger. Til gengæld har jeg taget mange dumme!”

Hun lænede sig frem mod mig, som skulle hun til at sige noget vigtigt. Hun lagde sin hånd oven på min, og sagde, “Jeg kender dig ikke. Men én ting ved jeg, og det er, at du ikke er dum.”

Jeg smilede til hende, og skulle til at give hende et kompliment igen. Men før jeg nåede det, så rakte hun ud efter sit vinglas med den anden hånd, og løftede det op.

“Du er ikke dum. Til gengæld er du virkelig dårlig til at vælge vin.”