Hun satte hurtigt glasset ned igen, og forsøgte at få kontrol over de ukontrollerede sammentrækninger i ansigtet.
“Det er virkelig spændende at snakke om. Hvor ved du de ting fra? Er du psykolog?”, spurgte hun, imens hun tippede lampen over bordet, så lyset fik det til at ligne et krydsforhør.
Jeg grinede. “Nej, jeg er ikke psykolog. Jeg har bare ikke børn, så jeg har haft alt for meget tid til at reflektere over ting! Og så tror jeg bare, at det er nemmere at se andre, end det er at se sig selv. Det er i hvert fald nemmere for mig at være klog på andres vegne. Det er sværere, når man skal gøre det selv!” Jeg rullede demonstrativt med øjnene, i forsøg på at understrege, hvor besværligt det var.
“Tell me about it! Jeg er altid den, mine veninder ringer til, når de har brug for gode råd. Hvis jeg bare var ligeså god til at følge dem selv, så var jeg aldrig havnet i den her situation!” Hun satte sig opgivende tilbage i stolen.
“Ved du hvad? Det er præcis det samme, der skete med mit arbejde. Jeg har arbejdet som HR-partner i en stor virksomhed i Sverige, hvor vores afdeling ellers skulle være den, der forstod, hvordan man behandlede mennesker godt. I stedet var min afdeling den, der var allermest fyldt med bagtalelse, mobning, og konstante dramaer. Det gik rigtig tit ud over mig, fordi jeg er dårlig til at sige fra. Derfor endte jeg da også lige med at gå ned med både stress og en depression. Badabum.”
Jeg smilede til hende, fordi hendes måde at fortælle det hele på var underholdende. I virkeligheden var det jo et totalt paradoks, og en historie, som jeg også tit havde hørt. At dem, der umiddelbart burde vide bedst, ofte var dem, der var dårligst.
“Ah, så du blev fyret, fordi du ikke var god nok til at bagtale dine kollegaer? Du nåede ikke dine mobningskvoter?”
Hun grinede.
“Ikke helt. Men det burde have været grunden! Nej, i virkeligheden, så snørede min mave sig sammen, hver gang jeg talte med min chef om at komme tilbage på arbejde. Bare tanken om det kunne tømme mig totalt for energi, og gøre mig træt i en uge. Så efter at have været sygemeldt i et halvt år, blev jeg opsagt.”
Hun tog dyb indånding. “Det var både ærgerligt og en kæmpe lettelse.”
“Nu kan jeg bare mærke, at jeg ikke skal tilbage, og være i en afdeling igen. Det er alt for kompliceret. Derfor er jeg gået i gang med nogle kurser gennem min fagforening, hvor jeg lærer om, hvordan man starter selvstændigt. Jeg tænker, jeg ville være en god coach for virksomheder, der ikke ved, hvordan man skal behandle sine medarbejdere.”
Jeg nikkede anerkendende til hende, og tog en tår af min vin. Hendes spændende historie og fascinerende rejse, havde fået mig helt til at glemme, at vinen smagte som kogte løbesokker. “Du er sgu sej!”, sagde jeg, imens jeg vrængede ansigt over vinen.
“Det er noget af en rejse, du har været på. Både med din eks, og med dit arbejde. Alt sammen imens du også har skullet være ‘Supermom’ for 3 små piger!”
Hun grinede. “Ja, det er der også mange af mine veninder, der er imponeret over. Jeg ved det ikke. Jeg tror bare, jeg har forsøgt at være stærk for mine piger, så de ikke kunne mærke, hvor presset jeg har været. Men de har nok godt kunnet mærke det alligevel.”
Jeg smilede. “Det tror jeg også de har.”
Indeni sad jeg og reflekterede over alt det, som hun havde fortalt mig. Hendes forhold, hendes job, og hele hendes fundament var smuldret. Det er hårdt, når livet pludselig nulstiller alt det, som man har kaldt sit liv. Særlig hårdt må det være, når man også har børn. Omvendt, så er det også der, der er mulighed for at bygge noget helt nyt op. Kunsten er bare at undgå at støbe det samme fundament igen.
“Vil du høre noget sjovt?”, spurgte jeg, og fortsatte.
“Jeg er faktisk også selvstændig. Det valgte jeg at blive, fordi jeg heller ikke kunne se mig selv gå tilbage til det, som jeg kom fra. Det er mange år siden nu, men jeg havde præcis den samme grund.”
“Er det rigtigt? Ej, hvor sjovt! Hvad skete der for dig?”, spurgte hun.
“Kort fortalt, så arbejdede jeg som salgschef og træner i et stort mediehus, som hjalp alle de store virksomheder med at markedsføre deres produkter. I samme periode var jeg begyndt at interessere mig meget for personlig udvikling. Jeg ved ikke hvorfor, men i forlængelse af det, så begyndte jeg også at blive interesseret i bæredygtighed, klimaforandringer og måden, som hele vores system fungerer på.”
Jeg kunne godt høre, det lød lidt højtragende, når jeg sagde det. Men det så ud til, hun var med mig.
“Jo mere jeg så sammenhængen i ting, jo mere forstod jeg, hvor meget markedsføring var med til at manipulere mennesker. Det fik folk til at ‘mangle’ ting, og gjorde dem ulykkelige, selvom der ikke var nogen egentlig grund til det. Samtidig, så var mange af de virksomheder, som vi arbejdede for, med til at sætte et direkte negativt aftryk på verden. Pludselig begyndte jeg at se mit arbejde som propaganda, og noget, der gjorde verden dårligere.”
Hun nikkede forstående. “Det kan jeg da godt forstå, du tænkte. Det giver mening. Hvad fik dig så til at stoppe helt?”
“Det var egentlig en kombination af flere ting. Privat havde jeg det ikke godt, fordi jeg gennemgik en eller anden form for proces med mig selv. Samtidig vidste jeg ikke, hvad jeg ville i stedet for. Men min arbejdsglæde blev mindre og mindre, og de sidste måneder var det et helvede at køre på arbejde.”
Imens jeg fortalte det, fik jeg minderne om mig selv inde i hovedet, der sad i bilen på motorvejen og brokkede mig til mig selv, i hele den timelange tur ind til kontoreret. Så meget, at jeg var nødt til at tage en lur i bilen, når jeg ankom.
“Det hele kulminerede med, at min chef tvang mig til at fyre to medarbejdere fra min afdeling, under påskud af, at de ikke skabte resultater. Selvom de gjorde det. Sandheden var, at han bare gerne ville have medarbejdertallet ned, så regnskabet så bedre ud. Det kunne jeg simplethen ikke få mig selv til.”
“Som taget ud af en amerikansk film, marcherede jeg demonstrativt ind på hans kontor om eftermiddagen i rent og skært oprør, og fortalte ham højt, hvad jeg syntes om det hele. Så højt, at alle kunne høre det. Jeg lagde så min opsigelse og nøglerne til firmabilen, og valsede ud af bygningen.”
Hun løftede begge øjenbryn. “What! Det er løgn! Snak om at være modig! Det var da sådan, jeg skulle have gjort!”
“Ja, jeg ved godt, hvordan det lyder. Men da jeg satte mig ind i toget for at tage hjem, gik jeg totalt i panik. Jeg havde lige brændt alle broer i en anerkendt virksomhed, og jeg havde ingen plan – det hele skete bare. Jeg var ikke i en a-kasse, og havde ingen opsparing. Jeg vidste bare, at hvis jeg fortsatte, så ville jeg knække. Det var en crazy skræmmende situation, jeg havde sat mig selv i, fordi jeg var vant til at være i total kontrol!”
Hun smilede overrasket til mig, og tog fat om rødvinsglasset.
“Det var helt sikkert skræmmende, men du var virkelig, virkelig modig!”, sagde hun, og løftede glasset for at anerkende det. Sjovt nok, så drak hun ikke noget af det?
“Hvordan endte du så op med at blive selvstændig?”
“Det skete mere eller mindre ved et tilfælde. Jeg havde mistet al lyst til at arbejde for nogen, og jeg var mentalt super presset. Så jeg lå nærmest bare derhjemme på sofaen, og så serier i et par måneder, imens jeg håbede, at der ville falde en plan ned i skødet på mig.”
“En dag var der én fra mit netværk, som spurgte, om jeg havde lyst til at blive tilknyttet et projekt som ekstern kommunikationstræner, for en af hans kunder. Efter at have overvejet det, lød det som noget, jeg godt kunne overskue. Så det sagde jeg ja til. Men det krævede, at jeg oprettede en virksomhed, da de ikke kørte med ansættelser. Så det gjorde jeg, uden at have nogen idé om, hvordan man gjorde, eller hvad det ellers indebar.”
“Da jeg havde arbejdet på projektet i nogle måneder, og der var kommet andre opgaver ind, så begyndte jeg lige pludselig at se idéen i at arbejde på den måde. Som min egen chef, og freelancer for andre virksomheder. Så derfor besluttede jeg mig at forfølge den idé. Det var i 2008.”
Hun satte sig tilbage i stolen, og smilede. “Det må jeg nok sige. Snak om tilfældigheder. Så du havde slet ikke tænkt på at blive selvstændig, og pludselig blev du det. Og du er det stadig!”
Hun kiggede imponeret, men pausede pludselig, og kneb øjnene sammen.
“Hey. 2008? Var det ikke dér, der var finanskrise?”
