På vej tilbage til liggestolen var min ryg så rank, og mit bryst så fremskudt, at jeg lignede en libanesisk militærgeneral.

“Hvor er tøsen? Og min Jim & Tonny?!”, spurgte min ven på sit sydsjællandske, imens han kiggede spørgende på mig. Jeg fortalte ham begejstret, at det var lykkedes mig at lave en aftale med hende om aftenen, og at hun faktisk var single. Nyligt skilt. Men single.

Han smilede tilfreds til mig, og så pegede han over i baren. “Det skal fejres, skipper! Vi skal have hentet en omgang!”. Jeg kunne se på hans kropssprog, at vi betød nogen andre end ham. Jeg vendte hurtigt om, og satte retning tilbage mod baren.

Da jeg kom derop, var der allerede dannet en ny kø til alkoholudskænkning. Det måtte være indbegrebet af charterferie, når granvoksne mænd i speedos står og venter på spiritus klokken 11:00 om formiddagen.

Jeg kiggede frem for at tælle, hvor mange der var før mig, og kunne til min store overraskelse også se, at de havde skiftet bartenderen ud. Den tålmodige flasketæmmer, der havde overværet mit overfald, var væk. I stedet var det nu et meget velkendt ansigt, der havde skiftet sin runde bellhop-hat ud med en opknappet latinoskjorte – imens hans hvide fortænder gjorde det nødvendigt at bære solbriller.

Det er sgu da min bellboy!

Pludselig fik jeg et flashback til dagen før, hvor vi ankom, og det faktum, at jeg stadig manglede at tippe ham. Jeg fik nemlig aldrig afleveret hans drikkepenge i receptionen!

På vej derned havde jeg været så fordybet i min telefon, at jeg var kommet bort fra det, og var gået direkte i restauranten. Før jeg kom i tanke om det, dukkede der jo pludselig en svensk pige op i restauranten, og tog al min opmærksomhed. Pludselig havde jeg mere travlt med hende, end at gå i receptionen.

Det var først, da jeg kom op på værelset senere den aften, at det gik op for mig, at jeg havde glemt det!

Så jeg havde skyndt mig at tage tøjet på igen, og var løbet ned i receptionen. Jeg havde holdt pengene i hånden for at sikre, at jeg ikke endnu engang formåede at glemme, hvor jeg var på vej hen. Bedre sent end aldrig, havde jeg tænkt.

Da jeg kom derned, stod der en venlig, kvindelig receptionist, som spurgte, hvad hun kunne hjælpe med. Jeg spurgte efter min bellboy, og forklarede situationen. Hun løftede hovedet, og rystede det demonstrativt, imens hun kiggede meget voksent på mig: “That not good. He wait you very long. You no come. He go home”. Jeg ved ikke, hvorfor jeg huskede det som om, hun snakkede med thailandsk accent. Hun var jo tyrker?!

Jeg spurgte hende, om jeg ikke bare kunne lægge mit tip til ham hos hende, så hun kunne give ham det. Men det kunne jeg ikke. Der var åbenbart nogen, der var indstillet på, at jeg skulle pisse den her bellboy virkelig meget af…

Nå, men da jeg så opdagede, at det var ham, der stod i baren, tænkte jeg, det var en oplagt mulighed for at få regnskabet til at stemme.

Jeg greb ned i min lomme efter nogle sedler. Jeg kunne huske, at min ven sagde, at det ville være fint at give ham en tier. Det svarede til 75 danske kroner, fordi man ganger med 7,5. Men fordi jeg var bagud på point, så blev jeg enig med mig selv om at give ham det dobbelte.

Jeg fiskede en tyver frem, og regnede mig frem til, at det svarede til 150 danske kroner. Det syntes jeg selv var en god sjat drikkepenge, som jeg glædede mig til at give ham. Da det så blev min tur, så kunne jeg se, at han genkendte mig med det samme. Hans blik blev stift, og jeg kunne se, han skulle til at slukke for strømmen til sit service-gen.

“I owe you tip!” råbte jeg hurtigt, og undskyldte, før han transformerede sig til den onde version af Gollum fra Ringenes Herre. Det hjalp. Hans smil kom tilbage, og øjnene lyste op.

Pheeew!

Jeg skyndte mig at lægge tyveren på baren, og smilede selvtilfreds til ham, velvidende, at han ville blive glad. “Here you go. Thank you for waiting. Could you also please make 2 triple gin & tonics?”

Han kiggede ned på tyveren.

Han kiggede tilbage på mig.

Han kiggede ned på tyveren igen.

Han tog sin højre hånd, og bankede den ned over sedlen, trak den hårdt tilbage, og stak den i lommen. Hans ansigt var pludselig stift som granit igen, og han var tydeligt fornærmet. Igen. Han hev så 2 glas frem, og knaldede dem hårdt ned i bordet, for at gøre dem klar til min bestilling. Han greb fat om skovlen til isterningbeholderen, og kastede sin arm så hårdt ned i den, at der sprang isterninger til højre og venstre.

Jeg stod totalt paf og observerede hans demonstration.

Han hev ginflasken og en tonic frem fra køleskabet, skruede begge låg af, og kastede dem så hårdt ned i gulvet, at de fungerede som hoppebolde, der kunne have slået nogen ihjel. Da han endelig var færdig, stillede han dem hårdt på baren, kiggede indebrændt på mig, og smilede på den mest falske måde. Han nikkede hovedet opad for at signalere, at nu skulle jeg gå. Hurtigt.

Jeg tog fat om begge glas og gik. Jeg fattede ikke, hvad der foregik.

Da jeg kom ned til min solseng, og gav drinken til min ven, forklarede jeg ham situationen. Og det faktum, at jeg nu officielt ikke fattede den tyrkiske kultur.

“Gaae’ du ham ik’ en ti’er som jeg saaagde”, spurgte han, imens han lå og begloede damer bag solbrillerne.

“Jeg gav ham en tyver, mand!”, sagde jeg, imens jeg hev sedlerne op af lommen, for at vise, at jeg følte, jeg havde været mere end fair.

Min ven kiggede på mit seddelbundt og brød sammen af grin. “Du har jo gi’et ham tyrkiske lira, sømand! De har sam’ kuurs som vores! Det svaaarer ti’ du har gi’et ham 20 kroner!” sagde han, imens grineanfaldet begyndte at ligne et krampeanfald.

For fanden!

Han havde ret! Det var euro, man gangede med 7,5! Lira havde samme kurs! For helvede!

Jeg overvejede at gå op til ham igen, og forsøge at undskylde og forklare. Men så fik jeg set hans sidste blik og hans demonstration for mig, og blev enig med mig selv om, at det ville være sikkerhedsmæssigt uforsvarligt.

Jeg ville sikkert bare ende med at få tyret hans isskovl i hovedet, få proppet en flaske gin op i numsen, og stukket cocktailparaplyer i alle resterende åbninger.

Så det gjorde jeg ikke.

Men det ville jeg have gjort, hvis jeg havde vidst, at vi ikke var færdige med hinanden…