Jeg spærrede øjnene op, og udbrød mit karakteristiske gisp, som fik menneskene omkring de nærmeste borde til at kigge over på mig.

DET VAR HENDE! Det var simpelthen hende! Med sin mor og 3 piger!

What are the freakin’ odds?!

Jeg forsøgte at bevare mit cool, og ikke afsløre min selv-ukontrolerbarhed. Men det var svært.

Parret ved siden af os vinkede til dem, og jeg kunne se, de pegede over på et tomt bord ved siden af dem. De kiggede over til os, og satte retning efter det.

De kommer herover? HEROVER!

Jeg skyndte mig straks at kigge væk, og lod som om jeg var begravet i en samtale med mine venner. “Ja busturen! Føj, den var lang, hva’! Og vejret! Ja, det er godt nok lidt varmt…”

Da de var 5 meter fra bordet, kiggede jeg (helt tilfældigt!) op. Jeg fik øjenkontakt med hende øjeblikkeligt, og ville allerhelst bare skynde mig at kigge væk. I stedet kom jeg til at udbryde et højt “HEJ!”, som fik min stemme til at knække, og mig til at lyde som en teenager med overgang i stemmen!

“HEJ IGEN!” svarede hun, og smilede tilbage. “Vi følger efter jer!”

Hahaha. Hohoho. Hihihi.

Jeg gennemspillede hele repertoiret af falske grin, for at forsøge at skjule, hvor meget det, hun sagde, faktisk overraskede mig. Lavede hun sjov? Mente hun det? Mente hun det i sjov? Imens jeg forsøgte at finde en grimasse, der slet ikke kunne passe, satte de sig ned for at spise.

Min store tallerken med mad fra buffeten stod uberørt, og jeg havde meget mere lyst til bare at sidde og observere hende. Men efter en halv times tid, rejste mine venner sig op, og gjorde tegn til, vi skulle gå. Vi havde en plan ude i byen. En plan, som jeg pludselig fik lyst til at aflyse, og i stedet slå et telt op ved det bord, vi sad ved. Så jeg kunne sidde og observere hende lidt mere.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg havde jo ikke noget telt.

Så jeg rejste mig, og sagde “Velbekomme” til både parret ved siden af os, og til hende, som nu havde stjålet mit fokus. Igen.

* * *

Da jeg lå i min seng senere på aftenen, grinede jeg af mig selv. Jeg fattede ikke, at jeg havde været så nem at slå ud af kurs. Samtidig lå jeg og reflekterede over, hvorfor jeg var så hurtig til at dømme hende ude. Hun kunne være i et forhold, ja. Men hun kunne også ikke være det. Og hvis hun ikke var det, og var fuldtidsbeskæftiget som mor, så betød det jo ikke nødvendigvis, at der ikke var plads til en anden.

Uanset, så virkede det ikke let. Derfor var det lettest at give op på forhånd, og ikke tænke for meget over, hvorfor hun blev ved med at dukke op på min radar.

Paradokset var bare, at jeg i lang tid havde hørt mig selv beklage mig over, hvor sjældent det var, at jeg mødte kvinder naturligt. Primært fordi jeg ikke var god til at opsøge dem. I stedet havde jeg forsøgt mig med Tinder og dates, på baggrund af et (ikke vellignende) billede, og overfladisk info. Det virkede bare ikke for mig. Det var for kunstigt. Det var for hurtigt. For unaturligt.

Nu havde jeg endelig den rigtige følelse i maven. Jeg havde en naturligt opstået nysgerrighed, og et jagtinstinkt, som ventede på at blive sat fri. Burde jeg så ikke give efter for det?

Før jeg lukkede øjnene for at sove, lavede jeg en aftale med mig selv. Jeg tog JA-hatten på igen, og droppede idéen om dating og forventninger. I stedet besluttede jeg mig for at starte forfra, og at jeg ville opsøge hende dagen efter. Om ikke andet, så bare for at finde ud af, hvad det var for en usynlig magnetisme, der var mellem os.

På det tidspunkt vidste jeg endnu ikke, at min plan ville ende med at give bagslag. Jeg vidste ikke, at det ville munde ud i et af de pinligste øjeblikke i historien om mig. Og at det hele ville starte med Tinder…