Næste morgen rendte jeg desperat rundt på værelset, og jeg havde pres.

Jeg kunne ikke finde min sololie, som var særligt indkøbt til at få mig til at ligne en blanding mellem en chippendale og en persisk solgud. Samtidig havde den så lav en solfaktor, at den nok virkede mere som stegeolie, end olie til at beskytte mig mod solen. Det vigtige var nemlig heller ikke beskyttelsen. Det vigtige var, at jeg så godt ud!

Efter en halv times gennemsøgning af værelset, fandt jeg olien i kufferten, pakket ind i mine badeshorts.

Pheew.

Da jeg kom ned til poolen, og mødtes med mine venner, kunne jeg se på deres rastløshed, at de havde ventet utålmodigt på, jeg kom. De havde tænkt på noget. Jeg havde indviet dem i mine tanker omkring den svenske pige, og det faktum, at jeg ikke vidste, hvordan hendes situation så ud. Og det ville virke lidt friskt, bare at spørge. Sådan ud af det blå. Derfor havde mine venner tænkt, om ikke det var en mulighed at bruge Tinder til at finde ud af det.

Som mor til 3 små piger, så var én ting sikkert: Hun havde ikke super meget tid til at være social. Så hvis hun var single og søgende, så ville hun helt sikkert være på den mest populære dating app.

Det gav vildt god mening!

Jeg kunne jo bare indsnævre min Tinder-radius til 1 kilometer, så den kun viste kvinder, der var lige i nærheden. Skide smart! Samtidig foreslog mine venner også, at jeg opdaterede mit billede, så det afspejlede, hvordan jeg så ud ved poolen. Blot i tilfælde af, at hun havde fået samme idé – så ville hun ikke være i tvivl om, at det var mig!

Så det gjorde jeg. Tog et pool selfie, og lagde det op. Ændrede afstandsindstillingerne, og vupti, så begyndte jeg at swipe.

Og swipe. 
Og swipe.
Og swipe…

Af en eller anden grund, var russiske kvinder det eneste, som jeg blev præsenteret for. Kvinder, hvor størstedelen havde fået installeret så meget plastik i ansigtet og kroppen, at hvis de sprang i poolen, ville det udgøre en sundhedsrisiko.

Efter at have swipet uafbrudt i næsten 30 minutter, kom jeg til enden af kartoteket. Der var ikke flere profiler i nærheden. Jeg havde også næsten fået sidestik af at swipe. Men der var ikke nogen svensk pige.

Det kunne selvfølgelig være, at hun ikke havde brugt Tinder, imens hun var her. Og dermed endnu ikke havde “tjekket ind”. Så måske jeg bare skulle vente?

Jeg smed cap, t-shirt og solbriller, imens jeg trak maven helt ind. Jeg gjorde tegn til mine venner om, at jeg nu havde tænkt mig at springe i poolen. Men før jeg gjorde, stod jeg ved kanten med begge hænder i siden, og forsøgte at tiltrække så mange blikke, som overhovedet muligt. Jeg strakte mig, roterede armene og nakken, som skulle jeg i gang med en ekstremsportsdisciplin, som kun få overlevede. I virkeligheden var det hele bare fagter, for at gøre opmærksom på mig selv.

Da jeg var tilfreds med publikum, samlede jeg mine arme over hovedet, og lavede et elegant og gennemført hovedspring. Men da jeg ramte vandet, så gik det op for mig, at der var noget, jeg havde glemt i farten. At binde mine badebukser.

I min selvoptagelse og selviscenesættelse, havde al fokus været på alt andet end det, hvilket resulterede i, at mine badebukser og jeg nu var separeret, og opholdt os to forskellige steder! Som en undervandsninja, så åbnede jeg øjnene i det klorfyldte vand, for at skynde mig at finde frem til deres lokation.

Heldigvis gjorde deres ildrøde farve dem lette at se, og jeg skyndte mig at få fat i dem, og nåede lige akkurat at trække dem på, før jeg løb totalt tør for luft. Min sexede opstigning, som skulle få selv den mest troende nonne til at mærke kriller i … ja, du ved, hvad den hedder … blev i stedet til et desperat forsøg på ikke at drukne. Jeg gispede så hårdt og hurtigt efter vejret, at jeg lød som en kæderyger, der havde løbet 500 meter.

Da jeg endelig havde fået vejrtrækningen under kontrol igen, og mine gisp ikke længere overdøvede alle andre lyde, kunne jeg pludselig høre en dyb røst lidt længere væk. Det lød som en middelaldrende russisk dame, der kaldte på nogen. Eller råbte på nogen. Jeg registrerede det, men tænkte ikke videre over det.

På den korte tid, jeg havde været i Tyrkiet, havde jeg allerede oplevet, hvordan høje råb ligesom bare var standardfrekvensen for mange russere at kommunikere med hinanden på. Alligevel var der bare noget meget anderledes ved det her kald.

Det jeg endelig havde fået kloren ud af øjnene, og kunne se længere end 2 meter frem, fandt jeg frem til afsenderen. Det var en svært overvægtig kvinde, med ultrakort, rødt strithår. Hun holdt sin telefon højt op, og fejede den frem og tilbage som et flag, imens hun kiggede på mig. PÅ MIG?!

Pludselig gik det op for mig, at det var mig, hun kaldte på!

Jeg havde svært ved at tyde, hvad hun sagde, fordi jeg svømmede samtidig. Men jeg var sikker på, at alle andre kunne høre det. Da jeg endelig kom ind til et sted, jeg kunne bunde, og kvinden havde råbt 20-30 gange til mig i mellemtiden, hørte jeg endelig, hvad hun sagde:

“TINDER BOOOY! OVER HERE! UHH UHH UHHHH!”

Det er bare LØGN!