Da vi endelig ankom til hotellet klokken 19:00, var jeg klar til at sætte mig i baren.

Men først skulle vi lige have en bid mad. Den svenske familie, vi ventede på, var heldigvis blot et ældre ægtepar med identiske ølmaver. Et slags trofæ for alle de ture, de havde været på før denne.

Manden, som var i bar overkrop, skulle selvfølgelig lige smide sin taske op på bagagehylden over mig. Han stillede sig ud for mit sæde, og lod sin behårede mave flyde ind i mig, som var han ved at lave en gipsafstøbning af mit ansigt. Jeg skyndte mig at finde en vådserviet frem, og kørte den hårdt og hurtigt rundt i ansigtet, så jeg kunne afspritte mig.

Selvom jeg var virkelig glad for, at det ikke var hende, der var med, så kunne jeg godt mærke, at jeg alligevel var skuffet. Jeg følte ikke, jeg var færdig. Jeg følte ikke, vi var færdige. Men da bussen begyndte at køre, blev det en slags afslutning.

* * *

Da vi ankom til hotellet, var det tydeligt, at mine venner ikke havde overdrevet, da de sagde, at det var en by i byen. Et selvstændigt imperium, hvor man blev behandlet som en russisk rockstjerne, i det øjeblik, man trådte ud af bussen!

Jeg havde endda min egen personlige bellboy, som tog min taske, og som skulle vise mig op på mit værelse på 6. sal. Han var virkelig opsat på at servicere mig, og løb hele tiden i forvejen, hver gang, der var en dør, der skulle holdes. Når jeg så gik gennem døren, bukkede han så dybt, at jeg var bange for, at han ville knalde hovedet i jorden!

Da vi kom ind på mit værelse, lagde han tasken på sengen, og gik tilbage hen imod mig.

Pludselig fik jeg en virkelig akavet følelse indeni, da jeg kunne se, at han lagde an til at sætte sig på knæ foran mig. Omend det ville være at tage service til et helt nyt niveau, så var det bare ikke noget, jeg havde lyst til. Jeg var sulten, for Guds skyld!

Jeg havde jo bare været spontan, da jeg sagde ja til at tage med på den her tur, og jeg havde ikke fået læst op på hverken kultur eller servicekotume. Så et øjeblik nåede jeg at tænke, at det skulle jeg nok have gjort…

“Shoes?”, spurgte han, og pegede på mine sko? Uden at vide, hvorfor han spurgte, svarede jeg bare ja.

Derefter gik han i gang med at binde mine sko op, og trække dem af mig.

Det var derfor, han havde sat sig sådan.

Jeg havde lyst til, lige at give ham lidt input på hans tilgang, men hans engelsk var så skidt, så jeg ville aldrig komme igennem med min pointe.

Da han havde taget min sko af, og båret dem royalt over på plads, bukkede han nu dybere end nogensinde, imens hans store smil åbenbarede et tandsæt, på størrelse med en dværgpony. Jeg vidste ikke, man kunne montere så meget elfenben i munden på et menneske!

Da han var færdig med sin opvisning, stillede han sig foran mig og ventede. Og ventede. Og ventede. Indtil det gik op for mig, at han ventede på drikkepenge. Det havde jeg slet ikke tænkt over! Så jeg forklarede ham, at jeg ikke havde kontanter. Kun kort og MobilePay.

Det var både fascinerende og skræmmende at opleve, hvor hurtigt hans energiske serviceniveau kunne falde, og hans signatursmil blive stift. Jeg havde tydeligvis fornærmet ham på en måde, som man aldrig nogensinde ville kunne rejse sig fra igen.

Jeg kunne mærke, at jeg – af sikkerhedsmæssige årsager – hellere måtte fortælle ham, at jeg ville skynde mig at hæve nogle penge, som jeg så ville komme ned med i receptionen til ham.

Han nikkede stift, vendte om, og gik.

Kort tid efter kom min ven forbi, for at se, om jeg var faldet godt til. Jeg fortalte ham om situationen med min bellboy, og at jeg skulle ud og finde et sted, jeg kunne hæve penge.

“Det’ læænge siiden du har været på chaaarter, hva!”, sagde han, imens han hev et seddelbundt op af lommen, som en colombiansk mafiaboss, der ville give mig lidt startkapital. Han gav mig lidt euro og lira, og så aftalte vi at mødes nede i restauranten klokken 19:30, når jeg lige havde været forbi receptionen.

At jeg så ville glemme at gå i receptionen som planlagt, og jeg aldrig fik tippet min bellboy, skulle vise sig at få fatale konsekvenser.

* * *

Da klokken blev 19:30, og jeg var på vej til at træde ind i restauranten, observerede jeg en vognpark af klapvogne, som var parkeret udenfor. Det lignede indkøbsvognene uden for en IKEA-restaurant i efterårsferien, og fik mig til at tro, at der måske var det internationale forældretræf for småbørn derinde.

Det var ikke helt ved siden af.

For da jeg trådte ind i restauranten, bemærkede jeg hurtigt, at den (sjovt nok) var fyldt med småbørnsfamilier. Eller. Småbørnsmødre. Det viste sig, at vi var havnet i rejsehøjtiden for enlige russiske kvinder. Med børn. Før jeg nåede at tænke mere over det, fik jeg øje på mine venner i den anden ende af lokalet, og begyndte at gå imod dem.

Jeg kunne ikke undgå at få følelsen af, at jeg var et stykke kød, hevet ind fra gaden, som skulle gå en tur på catwalken, for at posere for de lunkne russiske madammer. For hvert skridt jeg tog, kunne jeg mærke et nyt par kvindeøjne, der borede sig ind i mig, analyserede mig, vejede mig, målte mig. Som var jeg en præmie-ged, der skulle bydes om!

Jeg kom heldigvis helskindet frem til mine venners bord, og satte mig ned. De havde allerede bestilt rosé, så de var klar til at skåle med det samme. “Er du frisko, hvor ble’ev du li’ flået af damerne der, sømand! Ga’ du dem blikket??”. Min sydsjællandske ven havde åbnebart også bidt mærke i min entré.

Vi tømte glassene, og gik op for at hente noget mad i buffetten. Da vi kom tilbage, genkendte jeg et par fra lufthavnen, som havde sat sig lige ved siden af os. Mystisk. For de havde ikke kørt med samme bus som os? Ikke desto mindre, hørte jeg dem tale om busturen hertil. Og om de 3 søde, små piger og deres mor, som de havde talt med på vejen…

Havde der været to busser til hotellet? 3 søde, små piger? OG DERES MOR!?

Jeg nåede kun at tænke et kort øjeblik, før jeg kunne høre kvinden sige, “Hey! Der er de!”, og pegede over på indgangen til restauranten…

Forvirret, forundret, og med rynker i panden, vendte jeg mig om for at se, hvem de talte om.

Jeg vidste ikke, at jeg skulle gøre mig klar til endnu en overraskelse…