Hendes lumre råb ekkoede i hele pool-området, efterfulgt af en dyb ubehagelig latter.

ÅH GUD!

Det. Er. Freaking. Løgn.

Hun måtte have set min profil på Tinder! Og hun og hendes manglende situationsfornemmelse havde åbenbart besluttet at bejle åbenlyst til mig – foran hele poolens publikum! Jeg fik instinktivt lyst til at haste over til hende, og parkere mit kæmpe badehåndklæde i munden på hende.

Men før jeg nåede at gøre det, og imens mit “pinlighedsbarometer” var på 100%, observerede jeg noget ud af øjenkrogen. En vis svensk pige og hendes familie havde gjort deres entré. Hun havde sandsynligvis både overset og overhørt det hele.

Lige der vidste jeg ikke, om jeg skulle drukne mig selv ved håndkraft, eller bare gå med russeren og være hendes Boy Toy. I skam. Resten af livet.

Frem for at gå op, skyndte jeg mig instinktivt at dykke ned under vandet, og satte sejl efter den modsatte ende af poolen. Så langt væk, at den lumre russer ikke længere kunne se mig. Efter 30 sekunder under vandet, vovede jeg mig op. Stille og lydløst som en krokodille, kom jeg op til overfladen, og ventede på en reaktion…

Den kom ikke. Det virkede!

Hendes tågehorn var endelig stoppet, og katastrofen var kommet under nogenlunde kontrol. Det betød dog ikke, at jeg på nogen måde var fri. Jeg vidste, at hun i det øjeblik hun så mig igen, ville genoptage sit parringskald.

Derfor blev jeg liggende i poolen, og fandt et hjørne udenfor hendes synsvinkel, hvorfra jeg – i nogenlunde sikkerhed – kunne observere hende. Da hun på et tidspunkt vendte sig om for at ligge på maven, så jeg mit snit til at komme tilbage til min liggestol. Jeg hev mig op ved kanten, og kom op.

Jeg kiggede direkte på min stol, og ikke på alle af de mange mennesker, som jeg gik forbi. Jeg kunne ikke overskue, hvor mange af dem, der havde været vidne til episoden. Hvor mange, der ikke selv havde brugt Tinder, og måske tænkte, det var en ny form for Russian Brides.

Åh Gud, hvor var det pinligt!

Et øjeblik senere var jeg tilbage på min plads, og skyndte mig at tage min cap og solbriller på. Havde jeg haft et skæg og munkedragt, så havde jeg også taget det på.

Mine venner var ikke langsomme til at bryde ud i grin, da de så mig. Jeg holdt en finger op for læberne, for at gøre tegn til, at de for Guds skyld ikke skulle sige noget, eller tiltrække nogen form for opmærksomhed!

Som en ryger efter en 14 timers flyvning, der endelig havde fundet en rygekabine, og febrilsk ledte efter sin lighter, gennemrodede jeg min taske efter min telefon. Jeg ville deaktivere min Tinder-profil så hurtigt som overhovedet muligt. I håb om, at den russiske Godmother ikke længere kunne se mig, og måske ville glemme mig igen.

Men før jeg gjorde det, måtte jeg simpelthen lige tjekke en sidste gang, om Miss Sweden havde tjekket ind, og var dukket op på radaren.

Det var hun ikke.

Til gengæld lå russeren 20 meter fra mig. Tæt nok på til, at jeg kunne se hende, men langt nok væk til, at hun ikke ville kunne genkende mig under min forklædning.

I den modsatte ende lå den svenske pige, som jeg nu ikke længere bare kunne henvende mig til gennem Pool Coolness, eller andre former for offentlige shows. Det var alt for risikabelt. Så jeg var nødt til at finde en anden måde at komme i snak med hende på.

Imens jeg lå og tænkte, begyndte jeg at blive overvældet af grunde til IKKE at gøre det. Jeg begyndte at lave små sandsynlighedsberegninger inde i mit hoved, som konkluderede, at muligheden for succes var helt utrolig lille. Jeg gik i gang med at spille “All time greatest undskyldninger” inde i hovedet, imens jeg endnu engang konstaterede, at jeg jo intet vidste om hende.

Men så var det pludselig, jeg kom til at tænke på, at jeg faktisk vidste ret meget om hende. Bare ikke noget, der var blevet sagt med ord.

Vi havde fanget hinandens øjne flere gange i lufthavnen. Vi havde begge smilet. Vi havde været tæt på hinanden i flyveren. Vi havde siddet ved siden af hinanden i restauranten, og hun havde talt til mig. I alle situationerne havde jeg en god mavefornemmelse, eller følelse af gensidig tiltrækning, som normalt ikke tager fejl. Hun kunne have været afvisende hele vejen igennem. Både igennem sit kropssprog, sin kommunikation og energi. Men det følte jeg ikke, hun var. Jeg vidste det bare ikke med sikkerhed.

Konklusionerne fra min sandsynlighedsberegning begyndte at ændre sig, og jeg mærkede, hvordan der kom en snert af mod tilbage til mig.

Det var sjovt som de samme online datingtjenester, som gjorde det lettere for mig at mødes med mennesker online, havde gjort den muskel slap, der hjalp mig med at henvende mig til fremmede mennesker i virkeligheden. Jo mere jeg lod det være op til en app at servere tingene for mig, jo mindre var jeg i stand til at klare mig selv, når situationer som denne opstod. Situationer, som jeg vel at mærke gik og længtes efter.

Da jeg fik den tanke, opstod der en slags parallel inde i mit hoved, som fik mig til at tænke på mit arbejde med iværksættere. Der kunne jeg høre mig selv prædike, hvor vigtigt det var, hele tiden at træne sin evne til at præsentere sig selv, og sælge sin idé. Særligt på tidspunkter, hvor der ikke var så meget på spil. Ofte opstår muligheder nemlig på tidspunkter, hvor man ikke har regnet med dem, og hvor man ikke får tid til at forberede sig. Jo mere man har trænet, jo mere selvsikker og rolig er man, når tingene virkelig gælder.

Det fik mig pludselig til at se hele situationen anderledes.

Jeg vidste jo godt, at der var nogle praktiske omstændigheder, som talte imod den svenske pige. Og sandsynligheden var lav. Derfor var det stadig en virkelig god mulighed for at træne min kontaktmuskel. Hvilket samtidig gjorde, at jeg ikke så det som en afvisning, hvis jeg blev afvist. Jeg så det i stedet som en træningsmulighed. Og der kan man aldrig blive afvist. I hvert fald ikke i teorien…

Mine refleksioner fik mig tilbage på sporet, og gjorde mig endnu mere fokuseret og motiveret.

Og det var godt.

For et øjeblik senere så jeg, at hun rejste sig op fra sin stol, og gik i retning af poolbaren, som var tilbagetrukket bag en masse palmer. Det var pludselig det helt oplagte sted at henvende sig til hende, fordi russeren ikke ville kunne se os, og vi kunne tale nogenlunde ugeneret.

En mulighed var opstået, og jeg var (nogenlunde) klar til at udnytte den!