Som om. Selvfølgelig havde jeg lyst til at se hende igen. Og det vidste min mave godt.

Så lige da jeg skulle til at trykke send besked, dukkede en velkendt og ubehagelig følelse op i hele mit mellemgulv. Pludselig pustede maven sig op, blev anspændt og gennemført urolig. Fra at have en lille uskyldig dingledunk lignede det pludselig, at jeg var gravid i 13. måned!

Et fænomen, som jeg i længere perioder af mit liv havde oplevet dagligt – fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Og som ”hovedmenneske” konkluderede jeg selvfølgelig dengang, at det måtte være min træning eller kost, der var noget galt med, når det opstod. Hvad kunne det ellers være? Derfor forsøgte jeg at slå maven tilbage ved enten at udsulte den eller ved at gennemtæve den i et træningscenter.

Uden held.

Med det resultat, at den kun blev værre, og mit had til den større. Som en bums på næsen var den i min bevidsthed konstant, og jeg var flov over den. Så meget, at jeg altid gik og trak den ind og dermed blev anspændt og glemte at trække vejret ordentligt.

Det var kun, fordi jeg en dag, i en anden forbindelse, befandt mig på briksen hos en kropsterapeut, at jeg blev gjort opmærksom på den reelle årsag til min ”ballonmave”.

“Har du lagt mærke til, at hver gang du taler om dit arbejde, så spænder du i maven og glemmer at trække vejret?” spurgte hun, imens jeg lå og plaprede og nød, at hun bare lod mig ligge der og tale om mig selv.

“Næh, det har jeg da ikke tænkt over?” svarede jeg. Men kort tid efter observerede jeg pludselige selv, hvordan det spændte op i mig, når jeg talte om specifikke situationer, emner og personer. Og at det opstod, fordi jeg, som en anden politiker, forsøgte at udtale mig meget kontrolleret og korrekt – selvom jeg havde det på en anden måde.

Hun forklarede mig, at hver gang jeg spændte op på den måde, og maven pustede sig op, var det en slags stressreaktion fra kroppen. Det skete oftest, når jeg forsøgte at undertrykke en følelse eller gjorde eller sagde noget, som var i modstrid med, hvad jeg følte eller oplevede.

Kort sagt: Når det, der kom ud af munden, eller mine handlinger ikke var i overensstemmelse med den følelse, der var inde i maven.

Og når jeg i længere tid ad gangen døjede med udspilet mave, var det, fordi jeg ikke gav udtryk for, hvordan jeg havde det, eller gjorde noget, der føltes forkert. Hvilket resulterede i en kæmpe ophobning af uforløste følelser. Som for nogen resulterede i jumborøv eller jumboben. Og for andre – herunder mig – en jumbomave.

Siden dengang havde jeg været meget bevidst om at bruge min mave som en slags indikator. Hvilket sjovt nok også betød, at den helt var stoppet med at puste sig op og spille smart.

I hvert fald lige indtil nu, hvor jeg stod og skulle til at sende beskeden til hende.

Det kan du ikke mene!

Jeg var sikker på, det var noget andet. Maven kunne ikke mene, at det var forkert at brænde hende af nu. Jeg forsøgte jo bare at undgå en potentiel fremtidig afvisning. Hvad kunne der være galt i det? Hun havde sikkert selv fået kolde fødder og var allerede gået i gang med at date den næste teenageløber.

Pludselig, midt i mit tankemylder og indre votering, brummede telefonens vibrator så kraftigt, imens jeg havde den i hånden, at det føltes, som om jeg havde taget fat i samtlige stødhegn i Jurassic Park!

Det gav mig et kæmpe chok, og jeg tabte telefonen!

Jeg samlede den hurtigt op igen og opdagede, at det var lyden af en SMS, der var tikket ind.

En SMS fra hende: