Min telefon begyndte at brumme i lommen, imens vi sad midt i et kram, som ingen af os havde lyst til at give slip på.

Men jeg vidste godt, hvad det betød, og det gjorde det svært at slippe hende.

Jeg havde sat en alarm, i tilfælde af jeg fuldstændig skulle miste tidsfornemmelsen og dermed også mit fly. Jeg skulle tilbage.

Jeg tog en dyb vejrtrækning, trak mig tilbage og kiggede på hende. Hun smilede og sagde: “Ved du hvad? Du er faktisk en klaphat. Nu har jeg endelig mødt et menneske, som jeg føler mig fuldstændig forbundet til, og som jeg føler, jeg kan slappe af sammen med, og så rejser du igen!”

Jeg begyndte at grine og sagde: “Du har ret. Jeg ER en klaphat. Det kan jeg så bebrejde mig selv for hele vejen hjem! Jeg har bestilt en plads i flyet med ekstra gabestok.”

Hun grinede og sagde: “Det behøver du ikke. Du har givet mig verdens største gave. Du har vist mig, at der faktisk findes mennesker ligesom mig derude, som ser mig som mig. Mennesker, som jeg har meget mere til fælles med. Det betyder mere, end du aner! Tak, fordi du så bag mig.”

Vi rejste os op og gik udenfor til en verden, hvor det føltes, som om solen skinnede ekstra kraftigt, og fuglene pippede ekstra højt. Det ville ikke have overrasket mig, hvis der også havde stået to italienere med harmonika og mandolin i færd med at spille soundtracket til Lady og Vagabonden.

Da jeg havde lukket døren ind til caféen og skulle til at gå, stillede hun sig foran mig og rakte sin ene hånd frem mod mig: “Må jeg holde dig i hånden, sir?”

Jeg kiggede på hende og forsøgte at smile selvsikkert, imens jeg selvfølgelig tog imod hendes tilbud. Det havde jeg absolut ingen indvendinger imod.

Idéen om at få lov til at gå med den her smukke kvinde i hånden, tværs igennem South Beach, fik mig til at føle mig en tand mere overskudsagtig end normalt. Da jeg tog hendes hånd, var det, som om det helt automatisk aktiverede en sekvens af ændringer i min kropsholdning. Brystet blev skudt fremad, skuldrene begyndte at gynge, og smilet blev kækt.

Hver gang nogen gik forbi os, løftede jeg instinktivt venstre øjenbryn og nikkede hovedet opad, som for at give dem en cool og selvsikker hilsen, samtidig med jeg udstrålede en selvtilfredshed, der ville have gjort selv Donald Trump misundelig.

Men … indeni var jeg ved at smelte fuldstændigt.

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde holdt en pige i hånden, hvor det føltes sådan. Lige fra det øjeblik, hun tog fat om min hånd, var det, som om begge mine knæskaller gled ud og fjernede enhver stabil jordforbindelse fra mine ben!

På et tidspunkt kiggede hun på mig og sagde igen dét, som jeg gik og tænkte, men ikke sagde: “Wow! Det føles dejligt. Og meget naturligt. Det er godt nok længe siden, jeg har følt det.”

“JA! Det har du fuldstændig ret i. Det føles rigtig naturligt og dejligt!” sagde jeg, imens jeg forsøgte at styre mine to defekte transportstylter.

Hele vejen tilbage gik vi og pjattede, tydeligvis mere afslappet, end da vi gik derhen. Vi jokkede og lavede parodier på hinandens håbløse tanker om at miste, samtidig med vi begge fandt enhver undskyldning for at røre ved den anden.

* * *

Da vi kom tilbage til lejlighedskomplekset, hvor mine venner boede, stoppede vi op og sukkede simultant. Vi smilede til hinanden, men sagde ikke noget. Vi havde bare sådan en slags ”what the fuck just happened-øjeblik”.

Der stod vi og havde sammenlagt kendt hinanden i fire dage og tilbragt knap fire timer sammen, og alligevel kunne ingen af os rigtig overskue det faktum, at vi nu skulle sige farvel. Vi var først lige begyndt!

“Okay, jeg ved godt, vi dårlig nok kender hinanden. Og jeg har ingen anelse om, hvorvidt det er romantik eller venskab, der er mellem os, og det er heller ikke vigtigt. Men jeg ved én ting med sikkerhed, og det er, at det er svært for mig at slippe dig. Jeg er virkelig bange for, jeg ikke ser dig igen!” sagde hun og kiggede ned.

Jeg smilede anerkendende til hende, imens jeg tog fat om hende og sagde: “Jeg ved heller ikke, hvad der sker. Det føles bare megadejligt! Og så er det ret paradoksalt, at jeg også er bange for ikke at se dig igen, når jeg en stor del af tiden har været megabange for at se dig!”

Hun trak sig lidt tilbage, kiggede op på mig og spurgte: “Så hvornår ser jeg dig igen, sir?” med et sårbart, uimodståeligt og fuldstændig afhængighedsskabende blik i øjnene.

Jeg forsøgte at aktivere min maskuline rustning for at skabe en eller anden form for følelsesmæssig ro over situationen. Den samme rustning, som havde været defekt på hele ferien.

Jeg overvejede, hvordan jeg kunne sige et eller andet klogt, korrekt og rationelt, som kunne få os til at se realistisk på situationen og køle lidt ned. Og ikke opføre os som to teenagere, der oplever kærlighed for første gang.

Men jo mere korrekte de sætninger, jeg udformede inde i mit hoved, blev, jo mere brokkede min mave sig. For hver rationel tanke jeg tænkte, føltes det, som om der sad en person inde i min mave og smækkede sig selv hårdt og opgivende på panden.

Med god grund. For alt i mig havde mest lyst til at aflyse flybilletten, sælge mine ejendele og bruge resten af mit liv på at sige godmorgen til hende på min løbetur. Efter alt det, jeg havde været igennem, var der ikke andet, der gav mening.