2 dage senere stod jeg i badet efter min sidste løbetur og skulle til at gøre mig klar til vores sidste morgenmad. Nå ja, og så til mødet med hende klokken 09:00.

Jeg sendte ikke beskeden til hende.

Jeg fangede endnu et vink med en flere ton tung vognstang. Jeg vidste, at jeg var nødt til at se hende. Men det ændrede ikke på den iboende frygt, jeg havde, for at det hele ville falde til jorden. Det gjorde mig DØDNERVØS!

Og tingene blev ikke meget bedre, da jeg pludselig konstaterede, at alt mit lækre solskinstøj, som ville være egnet til en date, lå sammenkrøllet i min vasketøjspose! Det eneste, jeg havde tilbage, ud over mit komfortable hjemrejseoutfit, var en forvasket grå T-shirt og et par spraglede bermudabadeshorts. Jeg havde kun taget dem med i nødstilfælde, og der var en grund til, jeg endnu ikke havde haft nogen af delene på.

Som en vaskeægte kælling gik jeg i panik!

Jeg kan sgu da ikke tage på date med The Queen of Miami og så komme i en forvasket T-shirt og badeshorts! Så ligner jeg da først en teenager!

Men eftersom alt andet enten var beskidt eller besvedt, butikkerne først åbnede, når hun og jeg skulle mødes, og coachens mand var fire gange større end mig, var teentøj min eneste mulighed.

Jeg magter det ikke!

Jeg spejdede efter min telefon, fandt den på sengebordet og skulle lige til at gå i gang med at finde på en hurtig undskyldning for at aflyse i sidste øjeblik, da maven meldte sig. Igen.

For helvede, hvor er du belastende! Give me a break!

En ustyrlig og kraftfuld trang til at punktere den og give den en mavepuster opstod. Men jeg vidste, den havde ret. For efter jeg havde afblæst min aflysning nogle dage før, havde jeg faktisk glædet mig rigtig meget til at se hende. Rigtig meget.

Så der var ingen vej tilbage.

* * *

Efter vi havde spist morgenmad, rettede jeg på mit outfit og forlod lejligheden for at bevæge mig ind i elevatoren.

Da jeg trådte ind i den, stod der allerede en ældre dame med sin chihuahua i en snor, der så ud til at bestå af diamanter. Jeg sagde pænt godmorgen til hende, men fik bare et halvlunkent smil tilbage, imens hun gemte sig bag sine megamørke parabolpradaer. Selv hunden, som jeg forsøgte at klappe, trak sig tilbage, sendte snuden i vejret og løftede potten som for at sige: “As if!”

Et øjeblik senere begyndte elevatoren at køre nedad. Jeg kiggede rundt og undrede mig over, hvorfor jeg ikke havde observeret, at den var fyldt med spejle indvendigt. Spejle, der den dag, af en eller anden grund, fik mig til at se både ligbleg og halvfed ud.

Imens jeg stod og tænkte på, hvordan jeg smartest fik forklaret hende, at det altså ikke var sådan, jeg normalt så ud, stoppede elevatoren i stueplan, og dørene åbnede.

Bedst som jeg skulle til at træde ud, kom en person stormende direkte hen imod mig og gav mig et kæmpe kram!

Hvad i alverden?

Det tog mig ikke mange sekunder at finde ud af, hvem det var:

“Jeg kunne ikke vente på, du kom ned på caféen! Jeg har siddet her og ventet på dig, så vi kunne følges!”