Kapitel 1:
Velkommen til Miami

Klokken var 06:00, og jeg var ellers lige akkurat faldet i søvn, da det bankede hårdt, hurtigt og bestemt på døren til mit værelse.

Jeg fik et kæmpe chok og satte mig hurtigt op i den seng, som jeg havde fået lov til at kalde min i de kommende uger, hvor jeg var på ferie hos mine fitnessvenner i Miami.

“Åh Gud,” tænkte jeg. Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg fik sagt ja til, at vi skulle ud og løbe!

På den anden side af døren stod kvinden, som jeg første gang mødte for fem år siden, i forbindelse med at jeg skulle af med otte ekstra kilo, som jeg gav mit rygestop skylden for. En opgave, jeg ellers selv havde gjort et ihærdigt forsøg på at løse, men som til min undren ikke skabte resultater.

Jeg løber ellers en ”ekstrem” sportdistance på to kilometer tre gange om ugen – dog med indbyggede pauser efter hver hundrede meter. Herudover drak jeg kun kaffe og undlod helt at spise morgen- og middagsmad, som jo så burde udligne den pizza, jeg spiste til aften. Og kanelgiflerne, jeg snackede, inden jeg skulle sove.

Men min strategi virkede ikke, og jeg besluttede mig for at få hjælp fra nogen, som ikke faldt for mine dårlige undskyldninger og selvynk-tendenser. Og dér kom hun ind i billedet.

Jeg henvendte mig i det lokale fitnesscenter og bad om hjælp til at konvertere min vaskebalje til et vaskebræt. Der blev jeg introduceret for hende.

Ved første øjekast virkede hun som verdens flinkeste, mest forstående og rolige menneske, som samtidig så megagodt ud. Jeg tænkte, det måtte være lige sådan en person, som forstod at hjælpe mig. Men al den blide, søde empati blev lynhurtigt erstattet af kommandoråb, lige så snart træningen gik i gang, og en nådesløshed, som ville gøre jægerkorpset og navy seals misundelige! Hun kaldte det personlig træning; jeg kaldte det personlig nedbrydning.

Men det virkede, og det virkede godt. Jeg udviklede en form for selvdisciplin, fokus og dedikation, som sjovt nok også kom til at smitte af på andre områder af mit liv. Ikke at jeg havde brug for det!

I perioden, hvor vi trænede sammen, udviklede vi et godt venskab, som bestod, selvom jeg flyttede væk fra byen, og hun flyttede til Miami sammen med hendes mand noget tid efter. Men vi havde ikke set hinanden i fire år, og pludselig dukkede der en invitation op til at besøge dem, som jeg ikke var langsom til at sige ja tak til.

* * *

Da de så hentede mig i Miamis lufthavn dagen før, kunne både de og jeg godt se, jeg ikke havde været supergod til at opretholde selvdisciplinen: “Nåh, der er nok én, der er faldet tilbage til kanelgiflerne, hva?” sagde min coach, imens hun prikkede til dunken.

Ja, okay!

Når jeg sammenlignede mig med deres spændte, fejl- og fedtfri kroppe, lignede min krop mest af alt en ufrossen isterningpose med lidt for meget vand i. Det kunne jeg ikke have siddende på mig.

Imens vi sad der i taxaen på vej fra lufthavnen til lejlighedskomplekset, hvor de boede på 10. sal, spurgte jeg: “Hey coach, vil du ikke hjælpe mig lidt i form, imens jeg er her? Bare lidt løbetræning. Så dårlig form er jeg altså heller ikke i!”

Hun smilede sit lumske smil, som jeg var kommet til at forbinde med forestående nærdødsoplevelser. “Jeg troede aldrig, du ville spørge!”

Og nu, hvor jeg sad forvirret i sengen med tømmermænd fra flyveturen, en times effektiv søvn og en coach, der aldrig tog hensyn til den slags, fortrød jeg pludselig, jeg havde spurgt.

Velkommen til Miami.

Aftentilstand