Kapitel 4:
Undskyld. Det her bliver akavet.

Da obersten bankede på døren klokken 06:00 dagen efter, sad jeg på sengekanten og begyndte at få kolde fødder.

Tænk, hvis hun nu rent faktisk er der! Jeg havde været fuld af pep og overskud, da jeg tænkte tanken dagen før, men på selve dagen var det, som om mit heltemod svigtede. Ikke desto mindre bandt jeg løbeskoene og begav mig ud i verden.

Jeg havde bevidst sat Loose Yourself med Eminem på repeat for at varme selvsikkerheden op og gøre den klar til at lægge verden ned. Det virkede. Efter mine ben havde været i gang i nogle minutter, følte jeg mig ovenpå igen.

Imens jeg løb, tænkte jeg på, hvordan min taktik skulle være. Om jeg skulle gøre det meget tydeligt ved at komme løbende og bare stoppe op foran hende. Eller om jeg skulle lave en smooth og knap så åbenlys entré ved at stoppe op nogle meter før, tage min telefon af armen og lade, som om jeg skulle noget med den. Og så helt tilfældigt gå forbi hende og spontant stoppe op.

Ja. Det sidste virker mest cool.

Jeg timede stedet, jeg skulle stoppe, for at det ville passe bedst med afstanden hen til hende. Jeg rettede mit i forvejen tilrettede løbetøj, trak min mave så langt ind, at den gik ud af ryggen, og gjorde mig klar til at eksekvere min strategi.

Men …

Da jeg kom hen til stedet, hvor jeg skulle stoppe, og konstaterede, at hun også stod der, stoppede mine ben ikke. De var gået i panik. Lige meget hvilke beskeder jeg sendte til dem fra min hjerne, var deres instinktive kæmp/flygt-mekanisme trådt i kraft, og den havde tydeligvis valgt at flygte.

I stedet for at stoppe fortsatte de forbi hende i fuld galop fremad, som den sorte hingst i løbetid! Det eneste, jeg nåede at sige til hende, imens jeg desperat forsøgte at følge med mine ben, var: “Good morning!”

Åh din kæmpe kylling! Hvad fanden er du så bange for?

Jeg nåede kun at løbe 100 meter, før jeg begyndte at fortryde. Jeg piskede mig selv for mit manglende mod og skældte samtidig mine ben ud for ikke at være der for mig. Men efter kort tids indre frustration og uvenskab med mig selv kom jeg heldigvis til selvynkpunktet, hvor jeg begyndte at retfærdiggøre min manglende handling.

Jeg gør det i morgen. Det behøver jo heller ikke være i dag.

Men jeg nåede kun at løbe til udkanten af hendes hotel, før jeg pludselig blev præsenteret for en stor sort lukket låge, som var aflåst med kæde, hængelås og hele svineriet!

What! Hvorfor er den lukket?

Lige præcis den morgen havde hotellet åbenbart ikke nået at åbne begge de låger, som de aflåste om natten. Kun den låge, som jeg skulle bruge for at komme ind, var blevet låst op!

Det er bare løgn!

Det tog mig ikke lang tid at konstatere, hvad det betød. Jeg var nødt til at gå tilbage, hvor jeg kom fra. Tilbage forbi der, hvor hun stod.

Okay, jeg fatter det! 

Frem for bare at  tilbage valgte jeg selvfølgelig at løbe, så det, jævnfør planen, kom til at virke fuldstændig spontant, og jeg ikke lignede en vildfaren turist.

Jeg rettede på tøjet, rømmede stemmen og gjorde mig klar til at stoppe op. Men da jeg kom tilbage til der, hvor hun burde stå, kunne jeg ikke se hende. Hun var væk!

For helvede! Det er simpelthen for latterligt det her.

Men samtidig med at jeg var ved at hive pisken frem igen, spottede jeg hende igennem glasgelænderet. Hun havde lagt sig med lukkede øjne på en liggestol ved poolen.

Fedt! Nu skal jeg så vække hende! Argh!

Som den vildeste stalker og med mine solbriller limet fast til hovedet, så ingen kunne se, hvor nervøs jeg var, gik jeg helt hen til glasset og bankede på det.

Hun løftede hovedet og kiggede overrasket hen på mig.

“Undskyld. Jeg ved godt, det her er lidt akavet, men jeg har brug for at spørge dig om noget.”

Aftentilstand