Kapitel 3:
Pigen med hætten

Har hun stået der hele tiden? Min indbyggede radar havde ellers været meget præcis, da den analyserede det sted, hvor faldet skulle foretages.

Den havde bevidst sigtet efter lokationer, hvor der ingen mennesker var til at overvære det. Havde der rent faktisk været mennesker, og i særdeleshed kvinder, burde den være kommet med et kæmpe udslag!

Men det gjorde den ikke.

Selvom hun var 20 meter væk, kunne jeg tydeligt se, at det var en flot pige. Samtidig fik hendes anonyme ”look” med hætten mig til at tænke på, at det måske var en eller anden superstjerne. Det var jo trods alt Miami.

Åh Gud.

Tænk, hvis Lady Gaga lige har set mig lave et baglæns røvfald!

“Det er nok bedst, du tager resten af turen alene. Nu var jeg ellers lige blevet varm,” sagde jeg og fik meget travlt med at vende om og komme væk fra gerningsstedet.

Min coach valgte dog at følge med tilbage og brugte turen på at forklare mig, hvor sjov jeg havde set ud. Jeg brugte tiden på at finde ud af, hvordan jeg kunne snige mig uden om at komme til at løbe med hende igen. Nogensinde!

* * *

Dagen efter, præcis klokken 06:00, bankede det igen på døren, og det var tid til dagens løbetur. Modsat dagen før havde jeg, for at imponere, allerede gjort mig klar, da hun bankede. Jeg åbnede lynhurtigt døren og sagde, “Godmooorgen!” med masser af overskud.

Jeg fortalte hende, at jeg var kommet i tanke om, at det ville være bedst for mig at starte dagen med at meditere og derefter løbe. Og om det ville være okay med hende, hvis vi gjorde det? Ikke at jeg rent faktisk skulle meditere, men jeg vidste, at det helt sikkert ikke var noget, hun gad.

“Jeg mediterer, når jeg sover. Du kan bare meditere og så løbe den rute, vi løb i går. Jeg skal afsti af sted NU!” sagde hun. Fuldstændig, som jeg havde forudset.

Yes!

Jeg ventede et par minutter på, hun ville smutte, og så gik jeg ud for at løbe den rute, vi løb dagen før. Det vil sige, det gjorde jeg ikke. En løbetræner vil nok kalde det at slentre eller kravlende kapgang.

Jeg havde nemlig mere travlt med at tage selfies undervejs end at komme op i tempo. For mig var det vigtigere at fange nogle gode skud af mig selv i løbetøj og solbriller, som jeg kunne poste på Facebook, end det var rent faktisk at løbe.

Men det ændrede sig på et splitsekund.

Pludselig befandt jeg mig igen ved gerningsstedet fra dagen før og konstaterede hurtigt, at pigen stod der igen! Pigen med hætten!

I løbet af et blink med øjet fik jeg rigtig travlt med at pakke min telefon væk og komme helt utrolig meget op i gear!

Da jeg så hende stå der igen, havde en stor del af mig rigtig meget lyst til at vende om, så hun ikke opdagede mig og begyndte at grine. Men en anden del forsøgte at forklare mig, at det også kunne være, hun slet ikke havde set faldet og først var dukket op, lige efter det skete. Min radar plejede trods alt at virke ret godt!

Men inden jeg nåede at tage en beslutning, drejede hun hovedet og fik øje på mig.

Shit! Hun kigger på mig!

Vi fik lynhurtigt øjenkontakt, og jeg smilede helt instinktivt til hende, imens jeg løb i fuld galop – for første gang nogensinde. Hun smilede tilbage.

Da jeg var to meter fra hende, kunne jeg tydeligt se hendes ansigt, hendes øjne og hendes smil.

Hold. Nu. KÆFT, hvor er hun flot!

Heldigvis havde jeg solbriller på, så hun ikke kunne se de ustyrlige ugleøjne på ecstasy, som jeg løb rundt med. Hun kunne kun se mit smil, og det sad fast!

“Good morning,” råbte jeg forpustet, da jeg kom helt hen til hende og løb forbi for at understrege, jeg havde løbet rigtig langt og længe.

“Good morning, sir,” svarede hun og smilede.

Jeg var lamslået. Nøj, hvor så hun dejlig ud. De der få sekunders glimt, jeg fik af hende, helt tæt på, kombineret med udvekslingen af et par ord fik det hele til at gå fra at være noget på afstand til at være noget meget virkeligt.

Hun hilste på mig!

Da jeg fortsatte mit løb, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, der var noget sexet over, at hun kaldte mig sir. Omend det var meget normalt i USA, så fik det mig til at føle mig en tand mere speciel. Måske troede hun, jeg var en superstjerne. Der var jo trods alt den ene gang, hvor nogen troede jeg var Bubber.

Nu ved jeg saftsuseme, hvilken vej jeg skal løbe i morgen!

* * *

I de efterfølgende dage stod hun der igen. På samme sted, på samme tid og i samme outfit. Det fandt jeg ud af, fordi jeg på ingen måde ændrede min løberute, selvom min coach flere gange forsøgte at få mig med ud og løbe.

Hun vidste nemlig ikke, at det nu var blevet mit ultimative højdepunkt på dagen at løbe forbi min nye tilskuer og sige: “Good morning.” Og i øvrigt også det eneste tidspunkt, hvor jeg gik fra at slentre til at løbe.

Der var bare noget ved hendes tilstedeværelse, som fik mig til at ranke ryggen og samtidig gav mine ben nok brændstof til at løbe Jorden rundt! Altså med pauser. Det hele mindede mig om en lækker sommerferie flirt, jeg havde på campingferie med mine forældre som barn, og suset ved at møde et menneske, som jeg ikke vidste, om jeg nogensinde ville se igen.

Hver eneste dag tænkte jeg over, om jeg ikke burde stoppe op og snakke med hende. Men hver gang jeg begyndte at tænke på, hvad der kunne være min indgangsreplik, frøs min kreativitet til is, og jeg blev afbrudt af tanker om, hvor latterlig jeg ville komme til at se ud. Det var bare svært, for hun dragede mig virkelig.

Men lige så dragende hun var, lige så mystisk var hun også. For der var noget ved hendes blik, som virkede slukket. Som var hun vant til at smile udvendigt uden at være glad indvendigt. Og måske var det hele grunden til, hun stod derude hver morgen.

Jo mere jeg tænkte over lige præcis dét, føltes det faktisk mere reelt at stoppe op og spørge ind til det end alt mulig andet. Når nu vi alligevel hilste på hinanden, og det ligesom var blevet vores daglige ritual.

Så jeg aftalte med mig selv, at hvis hun stod der næste morgen, måtte det være et tegn på, jeg skulle stoppe op og spørge hende. Det var en supersimpel plan, som virkede super overkommelig.

I hvert fald i teorien!

Aftentilstand