Kapitel 5:
Kald mig bare Klods Hans

Holy shit! Nu sker det. Hun rejste sig op fra stolen og kom hen til glasset.

Som om det ikke føltes mærkeligt nok i forvejen, gjorde den niveauforskel, der var mellem stien, jeg løb på, og hendes hotel, at hun var hævet en meter over mig. Jeg følte mig som Klods Hans, der var til audiens hos prinsessen!

Jeg stod og pustede og prustede, imens jeg smilede til hende for at understrege, hvor langt jeg faktisk havde løbet. Jeg tog solbrillerne op i panden, headsettet ud af ørene, og så åbnede jeg ellers ballet: 

“Okay, så nu har jeg hilst på dig hver morgen på min løbetur, og jeg har simpelthen ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvor flot du er! Du giver mine ben ekstra motivation og gør min løbetur meget mere spændende. Men jeg har ikke kunnet undgå at tænke på, hvad i alverden du laver herude så tidligt om morgenen?”

Efter jeg havde stillet spørgsmålet, var jeg ekstra glad for, jeg havde solbriller på. Ellers ville hun helt sikkert have opdaget mine blodsprængte øjne, efter jeg begyndte at skrige af mig selv indvendigt.

Du giver mine ben ekstra motivation? Hold kæft, det lyder for latterligt! Var det virkelig det bedste, du kunne komme på?

Men inden jeg nåede at tænke videre, lagde hun sit hoved lidt på skrå, smilede stort og svarede:

“Hvor er du sød. Ej, tak skal du have! Jamen, jeg bor inde på hotellet og kommer herned hver morgen for at meditere, når der ikke er nogen. Og når jeg er færdig, bliver jeg altid nogle minutter og nyder stilheden, imens jeg kigger ud over vandet,” sagde hun med en åben og imødekommende stemme. “Spørgsmålet er, hvorfor DU er så tidligt oppe? Og så i løbetøj?” fortsatte hun, imens hun smilede.

“Det spørgsmål har jeg virkelig også stillet mig selv mange gange! Men jeg er fra Danmark og på ferie hos et vennepar, som begge er træningsnarkomaner. Og så må jeg vise mig fra min gode side,” sagde jeg.

“Ja, hende, du løb med første gang, jeg så dig, så også ud til at være i ret god form!” sagde hun.

Åh Gud. Hun kunne huske mig fra den dag. Åh nej!

Havde hun så virkelig set mit styrt? Havde hun overværet mit totalt utjekkede baglæns røvfald?

Jeg mærkede, hvordan blodet steg mig til hovedet og fik det til at dunke af flovhed. Hele min krop blev anspændt, og det samme gjorde den sætning, jeg svarede hende med: “Nå, så du så os løbe sammen? He he. Ja, det var lidt uheldigt!”

Hun kunne åbenbart godt mærke, at det satte mig i en pinlig situation, så hun skyndte sig at fortsætte: “Nej, jeg så jer faktisk ikke løbe sammen. Jeg så bare, at du sad på jorden. Men på måden, I var klædt, kunne jeg tænke mig til, at I var ude og løbe. Hvad var det, der var uheldigt?”

“Øh det …” stammede jeg og forsøgte at fatte, at hun faktisk ikke havde set mit fald og dermed heller ikke forstod, hvad der var så uheldigt. “Nååh, jamen det var bare fordi mit snørebånd var gået op, og vi derfor var nødt til at afbryde vores løb for at binde det. Ingen af os kan lide at holde pauser, så det var et UHELDIGT TIDSPUNKT!”

“Nåh sådan. Løber du meget?” spurgte hun.

“Nej, ikke så meget mere. Men jeg har løbet rigtig meget engang.” Det var efterhånden blevet mit standardsvar til alt, der havde med træning at gøre. Mest for at minde folk om, hvad jeg engang havde været i stand til, så de ikke dømte mig på min nuværende selvdisciplin.

“Jeg har også trænet meget og gør det sådan set stadigvæk. Men det er, som om min krop har mere lyst til, at jeg gør andre ting for den. Såsom at meditere, dyrke yoga, tage en morgendukkert i havet. Så det gør jeg faktisk mere nu, end jeg træner. Det er sjovt, for det er først noget, der er kommet inden for de sidste par måneder, og ikke noget, som jeg ellers har haft lyst til før.”

“Men det er da også megagode ting for dig,” svarede jeg og fortsatte: “Specielt at meditere. Det har jeg virkelig prøvet i mange år efterhånden uden at føle mig supersuccesfuld. Det er, som om der er en abe inde i mit hoved, som begynder at spille trommer, hver gang jeg sætter mig ned!”

Hun grinede og afslørede et virkelig sødt og charmerende grin.

“Så hvad var grunden til, du startede med at meditere?” spurgte jeg, imens jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at det sandsynligvis havde noget at gøre med min teori om, at hun ikke følte sig glad.

“Jamen det var mest for at skabe noget ro indeni og klare tankerne. Når jeg starter dagen med at meditere, bliver resten af dagen bare bedre. Og så elsker jeg at komme herned hver morgen, hvor jeg kan være alene med havet, uden at skulle være noget for nogen.”

“Det giver god mening. Men så er jeg ked af, jeg kommer forbi og forstyrrer dig hver morgen, når nu du nyder at have det for dig selv. Men du har altså fået en vigtig rolle på min løbetur!” sagde jeg og satte hænderne i siden, for at demonstrere alvoren.

Hun grinede og svarede: “Ved du hvad? Jeg har faktisk glædet mig, til du kom forbi hver morgen, fordi du altid siger godmorgen på sådan en glad måde. Det er der ingen andre, der har gjort. Du virker i det hele taget bare til at være en utrolig fri sjæl.”

Åh. Perfekt timing.

Helt af sig selv kom hun ind på det spørgsmål, som hele tiden havde hvirvlet rundt i mit hoved, siden jeg mødte hende:

“Hør her, det er altså ret nemt at være morgenglad, når man løber forbi den flotteste kvinde i Miami! Vagten uden for vores kompleks får IKKE samme hilsen!” sagde jeg og fortsatte “Men nu du siger det, så har jeg faktisk tænkt på noget, hver gang jeg er løbet forbi dig. Og det er, om DU føler dig fri i dit liv?”

Hun spærrede øjnene op og svarede: “MENER DU DET?” Hun grinede højt og fortsatte: “Åh Gud nej. Og det har jeg ikke gjort længe!”

Aftentilstand