Kapitel 6:
En temmelig uventet drejning

Hun begyndte at fortælle mig om, hvordan hun havde levet et hektisk liv i Miami i mange år uden nogen reel kontakt til sig selv.

Hun havde truffet både dårlige mænd og dårlige beslutninger, som alt sammen havde været med til at afkoble hende fra sig selv:

“Hele mit liv har handlet om status, penge og udseende. Jeg har datet superstjerner, været gift med en millionær og fået en yacht opkaldt efter mig. Men det har aldrig gjort mig glad. Det er bare sådan, det altid har været. Overfladisk. Og de senere år har jeg forsøgt at arbejde mere med mig selv og bryde ud af den rolle, men det er, som om min familie og venner bliver ved med at holde mig fast i det gamle. Det er, som om ingen af dem rigtig ved, hvem jeg er indeni.”

“Wow! Hvor er du sej! Tak, fordi du deler det. Jeg ved, det er personligt. Og så kender jeg det sjovt nok rigtig meget fra mig selv. Meget mere end du aner!” sagde jeg.

“Gør du? Jeg ved egentlig heller ikke, hvorfor jeg deler det. Det har jeg aldrig gjort før! Det føles bare okay. Og så er det faktisk meget surrealistisk, at du kunne se det uden at kende mig. Jeg ved ikke, om jeg skal blive skræmt eller rigtig skræmt,” sagde hun og smilede, imens hun blinkede med det ene øje.

“Jeg gad vildt godt kunne sige, at jeg var sådan en supersynsk person, der kunne læse tanker, forudse sportsresultater og gå igennem vægge. Som sådan nogen jo kan,” jokede jeg og fortsatte: “Men sandheden er, at jeg genkender blikket, fordi jeg selv har haft det. Indtil for nogle år siden har jeg set på det hver dag i rigtig mange år, når jeg kiggede mig selv i spejlet. Så jeg ved, hvordan det ser ud, når man ikke føler sig fri indeni.”

Samtidig med jeg afsluttede den sidste sætning, tog hun, ret symbolsk, fat med begge hænder i hver side af hætten og trak den ned, så jeg kunne se hele hendes ansigt og lange, mørke hår. Det virkede, som om hun pludselig slappede mere af.

“Så spørgsmålet er, hvem du holder fanget derinde,” sagde jeg og pegede på hende. “Hvem er du virkelig? Og hvad er vigtigt for dig, når nu det ikke er penge og superstjerner? Omend det da må give noget street credit,” sagde jeg, imens jeg grinede.

“Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål!” sagde hun overrasket, imens jeg kunne se, hun begyndte at tænke over det. Forvirret over, at hun ikke bare lige kunne svare, sagde hun: “Det tror jeg faktisk lige, jeg skal tænke lidt mere over.”

Og lige da hun sagde det, gav jeg mig selv en indvendig flad.

Åh, det er så typisk dig!

Her stod jeg midt i en Miamiflirt, og så endte jeg med at ødelægge det ved at begynde at stille et dybt eksistentielt spørgsmål i stedet for bare at stå og være charmerende, flirtende og rap i replikken.

“Hvornår rejser du tilbage til Danmark?” spurgte hun pludselig.

“Om fire dage,” svarede jeg, “selvom jeg godt nok meget hurtigt har vænnet mig til at løbe den her rute med Miamis bedste udsigt!”

Hun sagde ikke noget, men smilede bare. Der opstod en mærkelig tavshed, som jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad betød. Hun var tydeligvis gået i gang med at fundere over mit spørgsmål, så jeg tænkte, det måtte være mit cue til at smutte.

“Miss Miami, det har været en fornøjelse at tale med dig. Jeg vil løbe videre og glæde mig til at hilse på dig igen i morgen. Og jo! Du er nødt til at være her, ellers ødelægger du mit løb,” sagde jeg kækt.

Hun kiggede lidt intenst på mig, imens hun smilede og svarede: “Tak for en utrolig dejlig overraskelse og en god snak. Jeg lover, jeg er her i morgen.”

Uden overhovedet at tænke mig om, uden at vide, hvad jeg lavede, og uden at vide, om det var okay, hoppede jeg op på glasgelænderet og gav hende et kys på kinden. “Hav en dejlig dag!”

Jeg hoppede ned igen, satte solbrillerne på plads og gjorde mig klar til at løbe videre. Jeg kiggede op på hende en sidste gang og sugede alt til mig, fordi en del af mig godt vidste, at jeg nok ikke ville få chancen for at snakke med hende igen.

Men da jeg vendte mig om og skulle til at sætte i løb, kunne jeg høre hende i baggrunden:

“Hey! Vil du have mit nummer?”

Aftentilstand