Kapitel 8:
Hun var væk?

Jeg vågnede klokken 03:00. Igen 03:30. Og igen 04:00. Det fortsatte frem til klokken 05:00, hvor jeg gav op. Jeg magtede det ikke mere.

Som et lille barn, der lå og ventede på, at hans forældre kom ind med gaver på hans fødselsdag, havde jeg nu afprøvet samtlige sovestillinger, som min krop kunne ligge i, for at falde til ro. Men det virkede ikke. Jeg var LYSVÅGEN.

Er klokken ikke snart 09:00?

Da klokken blev 06:00, og det obligatoriske bank ramte døren, fortrød jeg lige pludselig inderligt, at jeg havde indviet mine venner i gårsdagens oplevelse og det faktum, at vi skulle mødes dagen efter.

På mystisk vis havde natten konverteret dem til revyskuespillere, der havde besluttet sig for at vise deres støtte ved at tegne hjerter rundt om øjnene med læbestift og fremføre en kærlighedssketch midt i køkkenet om, hvordan vores møde ville udfolde sig – med sofapuder monteret på røven, i tilfælde af én af os skulle falde.

Da prisuddelingen for verdens mest platte revy var overstået, satte vi os ved køkkenbordet og spiste morgenmad. De kunne godt mærke, at jeg var utålmodig, så de foreslog, jeg startede med en tur i poolen og så løb en længere tur end normalt for at slå tiden ihjel.

Jeg købte deres idé, omend jeg jo godt vidste, at jeg på ingen måde kunne løbe længere, end jeg i forvejen ikke gjorde. Så jeg spiste morgenmaden færdig og smuttede ned til poolen og tog et par baner. Men det var dødkedeligt. Så jeg gik hurtigt op igen, bandt løbeskoene, satte mit kort over South Beach fast i elastikken på mine løbeshorts og løb ud i verden.

Bedst som jeg var kommet i fuld galop, kom jeg i tanke om, at jeg jo kom forbi det sted, hvor hun stod!

Perfekt! Så kan jeg lige sige godmorgen til hende og fortælle hende, jeg glæder mig, til vi ses!

Men …

Da jeg kom hen til det sted, hvor hun normalt stod, var noget galt. Selvom alt var præcis, som det plejede, var der sket en væsentlig ændring. Hun stod der ikke. Pigen med hætten, som ellers havde stået her alle andre morgener, var væk.

Jeg stoppede op og kiggede ind gennem glasset i gelænderet for at se, om hun lå derinde. Det gjorde hun ikke. Hun var der simpelthen ikke.

Okay, hun kunne teoretisk set være i gang med at gøre sig klar til, at vi skulle ses. Om tre timer. Hun var trods alt en kvinde. Og nu kom jeg også et kvarter senere, end jeg plejede. Men alligevel gjorde det mig nervøs.

Tænk, hvis hun har fortrudt?

Det var dejligt belejligt, at jeg nu havde en lang løbetur, som jeg kunne bruge på at analysere hele situationen. Hvad det betød, og hvordan jeg havde det med det. Noget, jeg i forvejen var megagod til. Faktisk var jeg så god til at analysere og udtænke scenarier, at jeg ofte kunne konkludere ting, som ingen nogensinde havde tænkt over. Inklusive dem, som analysen inkluderede.

Midt i min dybdegående analyse kunne jeg pludselig se en person komme løbende imod mig – cirka 300 meter væk. En pige med cap, solbriller og løbetøj.

Det i sig selv var som sådan meget normalt, bortset fra at hun vinkede som en sindssyg. Jeg reagerede ikke og fortsatte bare med at løbe, da jeg var overbevist om, at det ikke kunne være mig, hun vinkede til. Men da hun var 10 meter fra mig og løb direkte hen imod mig, blev jeg alligevel lidt i tvivl.

Hvad fanden!

Løberen tog solbrillerne af og smilede velkendt til mig. Det var hende!

Hun stoppede foran mig og fortsatte med at ”jogge” på stedet. ”Good morning!” sagde hun. ”Jeg regnede med, jeg ville løbe med dig, når du kom forbi, men du har åbenbart sovet som en baby!”

Jeg grinede af hendes kækhed og bortforklarede det med, at jeg lige havde løbet to gange rundt om Florida.

”Nå, jeg må videre. Vi ses senere, sovetryne,” sagde hun og satte i løb igen, imens hun tjattede til min arm.

Jeg smilede over hele hovedet og løb selv videre. Samtidig startede jeg en ny analyse over, hvorfor fanden jeg var sådan et båthorn. Hun havde simpelthen droppet sit morgenritual for at fange mig på min løbetur. Det var da for sødt. Det scenarie var ikke med i min dybdegående analyse.

En halv time senere, da jeg var hjemme igen, skrev jeg en ”note to self” om, at jeg fra den dag af, og i enhver analyse, som minimum også skulle komme med tre positive årsager til, at noget ikke var, som det burde være.

Et notat, som jeg meget hurtigt ville komme til at glemme …

Aftentilstand