Kapitel 2:
Et baglæns røvfald

“Ja! Jeg er oppe!” råbte jeg, samtidig med jeg fremkaldte et kunstigt gab, der skulle understrege, hvor træt jeg var, og hvor hårdt jeg var ramt af jetlag.

Jeg rejste mig op for at gå hen og åbne døren, imens jeg slæbte min fødder hårdt og tydeligt hele vejen derhen.

Jeg åbnede døren, imens jeg klemte øjnene sammen for at vise, at jeg faktisk stadig sov indvendigt. “Kom nu! Vi skal af sted, inden solen står op. Tjep tjep! Jeg går udenfor og venter på dig!” lød det kommanderende fra hende. Hun var tydeligvis stadig fuldstændig immun over for min selvynk.

Alt i mig havde lyst til at stritte imod, men jeg vidste, det ikke ville hjælpe. Min erfaring havde lært mig, at det klogeste var at gøre, som hun sagde. Så jeg iklædte mig hurtigt mit løbetøj og skyndte mig ud af lejligheden og ind i elevatoren.

Udenfor stod hun med begge hænder i siden, panden rynket og tydeligt overrasket over, jeg kunne være  lang tid om at gøre mig klar. “Så må vi se, hvor god form du er i. Sig til, hvis vi skal holde pauser. Det kan du jo godt lide, ikke?” sagde hun kækt.

Som om vi skal holde pauser! Jeg er i supergod form!

Det var jeg, i hvert fald sidst jeg løb, som godt nok var otte måneder siden. Uanset hvad, så ville jeg ikke udvise nogen som helst form for svaghed nu, koste hvad det ville.

“Efter dig, coach,” sagde jeg, imens jeg begyndte at jogge på stedet, hvorefter hun satte i gang som et missil.

Som en overfodret gravhund, der blev trukket efter en Tour de France-rytter, kastede jeg mig efter hende og gjorde, hvad jeg kunne for at følge med. Men det var svært. Der var så meget fart på hendes ben, at de mest af alt mindede om nålen på en symaskine, der var gået i selvsving!

Vi løb lidt rundt i kvarteret, indtil vi kom til en stor sort metallåge, som fungerede som indgang til en gangsti, der gik langs med vandet: “Miamis bedste løbesti! Fem kilometer med ren havudsigt,” sagde hun, imens hun gestikulerede præsenterende med sine arme. “Den tilhører godt nok hotellerne, men de plejer at være okay med, man løber der, selvom man ikke er beboer. Bare man løber i et godt tempo og ikke forstyrrer.”

Vi åbnede lågen og satte i løb. Men vi nåede ikke at løbe meget mere end en halv kilometer, før jeg – til min store overraskelse – begyndte at få sidestik, åndenød og ja, nærdødsoplevelser. Alle sammen symptomer, som jeg på ingen måde havde lyst til at dele med hende. Jeg ville ikke give hende den tilfredsstillelse!

Vi havde tydeligvis allerede overskredet kilometerkvoten for, hvad min krop var trænet til. Og eftersom selve løbestien i sig selv var fem kilometer lang, kunne jeg godt regne ud, at jeg aldrig vil nå frem i live. Eller med min ære i behold.

I stedet måtte jeg gøre noget smart.

Jeg faker en skade!

Men det kunne ikke være hvilken som helst skade. Jeg forsøgte nemlig engang at overbevise hende om, at jeg havde forstuvet alle mine mavemuskler af ren og skær overbelastning, efter jeg havde lavet 10 mavebøjninger. Den købte hun ikke og gav mig i stedet noget, der lignede et gangstativ, som jeg kunne lave de resterende 20 med. “Her. Den bruger pigerne,” kan jeg huske, hun sagde.

Jeg var nødt til at finde på noget, der virkede overbevisende, og som sikrede, at vi ikkeskulle løbe mere.

Så jeg mobiliserede mine absolut sidste kræfter, skruede op for tempoet og overhalede hende. I fuld galop og med masser af fiktivt overskud vendte jeg mig om, imens jeg løb, og råbte kækt: “Kommer du, coach?” samtidig med jeg forsøgte at undertrykke det faktum, at mine lunger var ved at sprænges, og nogen havde glemt deres høtyv i siden på mig!

Imens jeg kiggede hende i øjnene og så, hvordan de rullede ad mig, kiggede jeg mig også rundt for at se, om der var andre end bare hende og mig. Det var der ikke. Timingen var perfekt.

Så er det nu!

SLAM …!

“Av for satan!” sagde jeg og tog min højre hånd om for at mærke, om min røv stadig var der, efter den havde fungeret som stødpude for et baglæns fald. Et fald, som helt tilfældigt og på ingen måde bevidst var forårsaget af et usynligt hul i vejen, som havde fået mig til at snuble.

“Ej, for fanden! Er du okay?” Hun skyndte sig hurtigt ned til mig for at hjælpe mig op og havde tydeligvis og heldigvis købt mit stunt. “Ja, ja, ja. Det var bare et lille fald,” fik jeg fremstammet, selvom jeg med mit kropssprog signalerede, at det var det ikke.

Ikke nok med det, så havde det slag, min bagdel fik, da den ramte jorden med 150 kilometer i timen, rystet resten af kroppen så voldsomt, at det havde fået den ene brillestang til at falde af mit øre, hvilket resulterede i, at mine solbriller sad tværs over mit ansigt. Bare lige for at understrege, at jeg lignede en klaphat.

Et faktum, som jeg nogle sekunder forinden var kommet frem til, at jeg bedre kunne leve med end at skulle indrømme, jeg ikke kunne løbe længere!

Da jeg kom på benene igen, mærkede jeg, at jeg ikke havde forudset, hvilken smerte der ville følge med mit baglæns røvfald. Men alternativet havde været, at jeg skulle kaste håndklædet i ringen og give op. Så jeg følte lige pludselig, det var dét værd.

Eller var det?

For 20 meter fra os og inde bag et glas gelænder, der var hævet en meter over stien, stod der en pige inde på sit hotel med ansigtet gemt i en hætte, og hun havde observeret … det hele.

Aftentilstand