Kapitel 10:
Dr. Phil

“Jeg har virkelig tænkt meget over det, du spurgte om i går. Og det sjove er, jeg har virkelig svært ved at svare på det.”

“Det er mere en følelse af ikke rigtig at kunne være mig selv sammen med andre. Eller andre end de børn, som jeg arbejder med til daglig.”

“Arbejder du med børn? Nå ja, hvad laver du forresten?” spurgte jeg overrasket, da det gik op for mig, at jeg slet ikke havde spurgt om det absolut mest naturlige standardspørgsmål.

“Jamen, jeg underviser på en sprogskole for børn, hvor børn fra alle dele af verden kommer for at lære at tale engelsk,” svarede hun lidt tøvende. Tydeligvis vant til at skulle forsvare sit valg af karriere, fortsatte hun: “Jeg ved godt, du sikkert ikke synes, det er det smarteste, og man tjener ikke særlig godt, men det har bare altid givet mening for mig.”

“Nej, det er nok ikke det smarteste. Hvis du spørger en typisk miamineser. Men når du kigger på mig, har du sikkert opdaget, at jeg ikke er fra Miami og slet ikke er cool nok til at være Don Johnson,” sagde jeg og fortsatte: “Det er da et supermeningsfyldt arbejde, og jeg kan virkelig godt forstå, du elsker at være sammen med børn. Mit bud er, at de så også elsker at være sammen med dig?”

“Det gør de. Jeg har et helt specielt forhold til mange af dem. Nogle kan endda finde på at kalde mig mor eller storesøster!” sagde hun, imens jeg lagde mærke til, hvor meget hendes øjne lyste op, når hun talte om dem.

“Så hvordan har du det, når du arbejder med dine børn?” spurgte jeg

“Åh. Jamen, så føler jeg mig fri! Så kan jeg være og gøre, som jeg har lyst. Og de elsker det!” sagde hun og lænede sig afslappet tilbage i stolen.

“Og hvordan er du sammen med dem? Til forskel fra når du er sammen med andre?” spurgte jeg, imens jeg forsøgte at få det stykke trærod ud af tænderne, som min pyskojuice havde efterladt.

“Jamen, jeg er pjattet, laver ballade og kan finde på at gøre alverdens skøre ting. Og så er jeg meget kærlig og krammer dem rigtig meget. Jeg har virkelig et tæt forhold til dem. Nok tættere end mange af de andre lærere,” svarede hun.

Jeg fortsatte med spørgsmålene: “Okay. Uden at der går alt for meget dr. Phil i den, så svar mig lige på, hvorfor det er vigtigt for dig at have det sjovt og samtidig kramme dem?”

“Det ved jeg egentlig ikke. Det er bare to ting, som betyder rigtig meget for mig. Det er så naturligt for mig. Det er sådan, jeg er,” sagde hun, imens hun spærrede øjnene op og fortsatte: “HEY! Det er sådan, jeg er!”

“Ja! Det tror jeg også,” svarede jeg og fortsatte: “Og lad mig gætte: Lige nøjagtig de to ting føler du ikke, du kan være eller gøre sammen med dem, du kender eller er sammen med. Så gør du i stedet det modsatte. Du bliver korrekt og kedelig?”

“Ja! Præcis! Alle er så overfladiske i Miami. Og mine venner og min familie kan slet ikke rigtig magte, når jeg begynder at være useriøs. Og de mænd, jeg har været sammen med, kan slet ikke. Så jeg ender altid med at lægge en dæmper på mig selv for at gøre andre glade eller tilpasse. Det er faktisk skideirriterende!” sagde hun ophidset og fortsatte: “Det er også derfor, jeg har gået og tænkt på, om jeg simpelthen bare skulle flytte væk fra Miami. Så kan jeg starte forfra.

“Det synes jeg, du skal. Og jeg er sikker på, vi kan arrangere en plads i min flyver tilbage Danmark!”

Jeg hev min telefon op af lommen, lod, som om jeg tastede et nummer, holdt den op til øret og sagde: “Ja, hallo, det er præsidenten. Vi bliver lige én mere på turen tilbage. Sørg for at klargøre en suite til hende. Tæt på havet. Nå ja, og find hende også lige et job. Tæt på mit.”

Hun begyndte at grine og lagde sin hånd på mit lår: “Hvor er du plat. Jeg vidste slet ikke, du var præsident!”

Jeg fik rigtig meget lyst til at dele mine tanker med hende, men jeg havde utrolig svært ved at koncentrere mig, da hun ikke flyttede sin hånd: “Okay. Vil du høre, hvad jeg tænker? I stedet for at flygte tror jeg, du ville blive gladere for at blive. Og i stedet finde nogle nye spændende mennesker, som du føler, du kan være dig selv sammen med. Og ved du hvad? Dem er jeg ekspert i at finde!”

Kapitel 11: Underfladisk

Aftentilstand